Mediedebat bør handle mere om samfund og kulturformidling

14/9 kunne jeg her i avisen læse i kronikken ”Manipulation i mediedebatten”, hvordan formanden for interesseorganisationen Danske Medier, Ebbe Dal, med den ene hånd ønskede samarbejde og dialog og med den anden beskyldte mig for at manipulere.

Dals bemærkninger kom, efter at jeg i en kronik appellerede til, at vi løfter diskussionen og ikke kun debatterer public service ud fra en snæver markedslogik, men i højere grad ud fra de kulturpolitiske og samfundsmæssige målsætninger, som ligger til grund for, at vi har public service-medier som DR, TV 2 Regioner og Radio24Syv. Nemlig hvordan styrker vi samfundsdebatten? Hvordan sikrer vi, at kulturen bliver formidlet bredt ud i landet? Og hvordan sikrer vi i det hele taget, at befolkningen får det bedst mulige medie- og kulturtilbud overhovedet?

I den forbindelse pegede jeg på, at hvis vi i Danmark ønsker et alsidigt dansk medietilbud til befolkningen, så er der behov for både stærke private medier og uafhængige public service-medier.

Det synspunkt kan man være enig eller uenig i, men det var ment som en anerkendelse af, at både DR og dagbladene spiller en væsentlig rolle for samfundsdebatten og som et ønske om, at diskussionen kommer til at handle mere om de publicistiske ambitioner, som vi deler. Ikke snedig retorik, og ikke et forsøg på at tale markedet ned, sådan som Dal udlægger mine intentioner.

Armslængde til politikerne

Når Ebbe Dal kalder DR for en ”statsinstitution” og anfægter vores uafhængighed, fordi vi har en bestyrelse, som er sammensat af Folketinget og kulturministeren, så forstår jeg ham faktisk ikke. DR er en selvstændig offentlig institution, er ikke under ministerens instruktionsbeføjelse, og er i øvrigt finansieret direkte af de danske licensbetalere. Alt sammen for at sikre tilstrækkelig armslængde til det politiske niveau. For mit eget vedkommende har jeg fuld tillid til det folkestyre, som netop skal sikre, at DR til enhver tid leverer uafhængig og balanceret journalistik – uanset det politiske flertal. Det har den danske befolkning i øvrigt også, idet DR ligger i top, når det kommer til målinger af mediernes troværdighed.

En anden af Danske Mediers mærkesager går på at lukke eller privatisere P3 samt de unges tv-kanal, DR3. Formentlig fordi de unge er en attraktiv kommerciel målgruppe. Man overser dog, at P3 er den væsentligste nyhedskilde for den unge målgruppe, og at de to kanaler til sammen leverer et alsidigt public service-tilbud med både nyheder, perspektiv, debat og væsentlige historier, som man hverken finder på Radio Nova, TV3+ eller Kanal 5.

Og hvis jeg så afslutningsvis skal forholde mig til det budskab, som Ebbe Dal igen fremfører, om at dansk public service skulle have en negativ indflydelse på markedet, må jeg sige, at jeg savner dokumentation.

Alle internationale undersøgelser, både fra England, Sverige og Norge, viser snarere det modsatte. De peger på, at eksistensen af både en stærk public service-udbyder og private medier er udviklende snarere end hæmmende. Ikke kun for oplysningsniveauet og den demokratiske debat, men faktisk også for markedet.

Lad os få en uafhængig dansk undersøgelse, så vi kan få en debat, som handler om det rigtige og ikke hviler på de samme gamle myter. Jeg vil gerne diskutere public services indvirkning på markedet, men lad os gøre det på et faktuelt grundlag. Det forslag håber jeg oprigtigt, at Ebbe Dal og Danske Medier vil bakke op om.