Er lighed godt nok?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Så kom regeringen og blå blok op at skændes, om hvorvidt uligheden er øget eller faldet under Thorning-regeringen. Det var noget med, hvad man skal tage med, når man udregner den ”hellige” Ginikoefficient. Men er lighed overhovedet vigtigt, er det noget at stræbe efter?

De sidste linjer af Grundtvigs digt ”Langt højere bjerge”: »Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt«, er nærmest blevet lighedens epistel i Danmark, men er det egentligt godt nok?

»Færre har for lidt«, betyder jo reelt, at der er nogen, som har for lidt. Er det acceptabelt, for hvad mange ynder at kalde et af verdens rigeste lande og for det højt besungne danske velfærdssy mål garanterer på ingen måde, at ingen har for lidt.

Betaler skat med glæde

Velfærdsstaten omfordeler, men størstedelen af omfordelingen sker inden for middelklassen. Når folk siger, at de betaler deres skat med glæde, fordi de får så meget igen, er det et tegn på, at velfærdsstatens første prioritet er at give ydelser til middelklassen.

Det er simpelthen nødvendigt for at opretholde accepten af systemet. I det lange løb kan man ikke sælge den med, at du skal yde uden at få noget igen bare for lighedens skyld. Derimod er det godt solgt, at borgerne afgiver kontrollen med børnepasning, uddannelse og sundhed – for lighedens skyld.

Der er grænser for, hvor mange penge der kan opkræves i skat, og derfor kæmper de forskellige grupper inden for middelklassen om pengene for at sikre sig selv den bedst mulige del af fælleskagen (som altså udgør ca. 50 pct. af bnp), og resultatet er millimeterretfærdighed. Det er der, de store politiske kampe står.

De svageste i samfundet er kun interessante, når ens egen gruppe kan bruge dem til selv at få fingrene i en større del af andre folks penge. Hver gang en, som har for lidt, skal hjælpes, skal 10 andre i middelklassen også have.

Taberne er underklassen

Omdrejningspunktet for velfærdsstaten er altså middelklassen og de velfungerende. Hvad så med de psykisk syge, de handicappede og de mindre begavede. Ja, de må pænt stille sig op bag i køen. Kan man ikke dokumentere, at man har ret til en ydelse, får man den ikke. Så er det lige meget, om man lider af en alvorlig depression, som gør selv en opvask til en uoverkommelig opgave.

Taberne er underklassen, som ikke har ressourcerne til at kræve ind. De har for lidt – men det hjælper vores lighedssystem ikke på.

Lighedsdebatten er også en debat om en fattigdomsgrænse. Det giver meget mere mening at definere, hvornår folk er fattige, så man kan opnå det mål, at ingen har for lidt. Desværre forudsætter lighedsidealet, at fattigdomsgrænsen skal være relativ, hvilket i sin yderste konsekvens betyder, at der altid vil være nogle, som er fattige – uanset hvor vidt vi driver det i rigdom.

Kort forklaret betyder en relativ fattigdomsgrænse, at arbejder man en vis legemsdel ud af bukserne – så bliver naboen fattig uden i øvrigt at få mindre.

Det skal være ambitionen

Omskriv Grundtvig til noget mere ambitiøst. »Da har vi i rigdom drevet det vidt, når mange har for meget og ingen for lidt«. Det vil sige en total afskaffelse af fattigdom.

Forudsætningen for dette er en absolut fattigdomsgrænse, defineret ud fra hvad det vil sige at have for lidt. Så gælder det ellers om at få de stærke til at skabe en stor velstand, så det kan dryppe på de svageste. Og så er Ginikoefficienten direkte i vejen.