Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Forever young

Camilla Hersom, Gruppeformand, Radikale Venstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 1984 udgav den tyske gruppe Alphaville sangen ”Forever Young”. Den mindede mennesker verden over om potentialet i den ”evige ungdom”. Dengang kunne spædbørn trods tonerne fra Alphaville ikke gøre sig håb om evig ungdom. En nyfødt dreng kunne i gennemsnit regne med at leve ca. 71,5 år og en nyfødt pige i gennemsnit ca. 77,5 år.

Meget er sket siden. I 2014 kunne en nyfødt dansk dreng i gennemsnit forvente at leve 78,5 år og en pige i gennemsnit 82,7 år. Fremskrives udviklingen, ender vi måske endda med at kunne leve som evigt unge engang. Indtil da glæder jeg mig over, at danskerne lever længere. Og som politiker funderer jeg over, hvad det betyder for vores samfund? I hvert fald to ting mener jeg:

Ikke for alle pensionister

For det første skal vi som samfund levere pleje og omsorg til vores ældre i længere tid. Det koster penge, men det er en opgave, et af verdens bedste velfærdssamfund skal magte. Og en opgave, jeg mener, vi skal løse ved i højere grad at turde prioritere vores svageste og mest udsatte ældre. Hvorfor skal raske, rørige og velhavende 70-årige med mange gode leveår foran sig have tilskud til fx transport eller kulturtilbud – blot fordi de er nået en bestemt alder?

Og hvorfor insistere på f.eks. to bade om ugen til alle, når fremtidens ældre efter alt at dømme vil have langt mere individuelle behov, forventninger og krav? Vi får ikke verdens bedste ældrevelfærd ved at smøre ressourcerne tyndt ud over alle, der er nået en bestemt alder.

Som ansvarlige politikere må vi sende det tydelige signal, at velfærd og personligt ansvar hænger sammen. Velfærd handler først og fremmest om at gøre en forskel for de, der ikke kan selv. Derfor er min holdning, at hvis du kan, skal du klare dig selv. Også når du bliver gammel. Men hvis du ikke kan selv, skal samfundet naturligvis stå klar med pleje og omsorg af højeste kvalitet indrettet efter netop dine behov. Vi skal turde prioritere.

For det andet giver den stigende middellevetid alderdommen ny mening og nyt indhold. En gennemsnitsdansker, som i dag når pensionsalderen, står ikke længere med den ene fod i graven, men vil i mange tilfælde være i stand til fx at varetage et job. Måske ikke fuld tid – men mindre kan også gøre det. For så kan kompetencer, selvværd og gode kollegaer holdes ved lige samtidig med, at otiummet plejes.

Som radikal er det mit mål, at vi altid har tre millioner danskere i beskæftigelse. Så vi altid er flere til at forsørge, end der skal forsørges. Skal vi indfri denne målsætning, kræver det, at de, der kan, bidrager mere. For vores raske og rørige ældre betyder det, at de må blive lidt længere på arbejdsmarkedet.

Når vi lever længere, mener jeg, at det er rimeligt, at vi også bidrager til fællesskabet lidt længere. Vi regulerer allerede nu pensionsalderen med levetiden. Vi skal videre ad den vej. Vi skal turde bede danskerne om at bidrage lidt mere.