Han var bare et skvat og en taber

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

To uskyldige mennesker er døde på grund af terrorangrebene i weekenden. Det gør ondt på dem, de kender, og det gør ondt på alle, som hører om dem og deres liv.

Det er den personlige side.

Den anden er konsekvenserne for samfundet.

Formålet med et terrorangreb er at få en reaktion, og det lykkedes. Angrebet blev udråbt som en trussel mod vores rettigheder og det danske samfund.

Helle Thorning (S) optrådte, som om hun stod i en bunker ovre i Jylland, og hele København var blevet bombet, og attentatmanden blev omtalt, så der er stof til heltedyrkelse.

I virkeligheden var han en taber. Han ramte nogle tilfældige mennesker, men forbløffende få i betragtning af det arsenal, som han havde til rådighed. Hans flugtplan bestod i, at han løb ud på gaden, rev en tilfældig person ud af bilen og kørte af sted i den. Som om han havde forberedt sig på aktionen ved at spille computerspillet GTA 5.

Styrk distriktspsykiatrien

Derefter ringede han efter en taxi, som kørte ham hjem. Hvis han ville fanges, var han perfekt, ellers var han totalt håbløs, selv som småkriminel.

De seneste oplysninger tyder på, at han led af angst, som han havde forsøgt at dæmpe med hash. Politiet kan ikke gribe tidligt ind over for den type.

Vi skal hellere styrke distriktspsykiatrien blandt indvandrere.

Det er budskabet, som vi skal fortælle mulige sympatisører. At mennesker, som gør den slags, er nogle skvat og nogle tabere, som selv de, der sympatiserer med deres holdninger, må ryste på hovedet af.

Vi må fortælle, at når en terrorhandling med døde i Danmark får samme nonstop mediedækning som en fødsel i kongehuset, er det, fordi begge dele er lige sjældne. At chancen for at vinde en million i lotto er større end risikoen for at blive dræbt ved et terrorangreb.