Kontrafaktisk historieskrivning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fagligt set er det et uheldigt indlæg, som pens. overlærer og – desværre – historielærer Bent Liholm har i JP 16/10. Liholms hensigt er at forsvare Ole Bornedal og hans tv-serie ”1864”, som, han mener, »kan gøre os klogere på krige«. I den proces bliver historien offer.

Bent Liholm skriver ikke historie; men kontrafaktisk historie. Hvis man betragter BL’s indlæg ud fra en rent logisk synsvinkel, må det overraske, at han både kan have det nuancerede synspunkt, »at krige sjældent har én; men mange forklaringer«, og »at det ofte ikke er særligt sagligt betonede tilfældigheder, der sætter dem i gang«.

Eksemplerne er her Første Verdenskrig, »som blev startet via et såmænd irrelevant royalt drab i Jugoslavien (som slet ikke eksisterede dengang), og sidste Irak-krig, som blev startet via fejlagtige oplysninger om tilstedeværelsen af kemiske våben«. Videre: »Krigen 1864 var også sådan en uheldig hændelse, som kunne være undgået«.

Men enten må krigsårsagerne være mange og beroende på komplicerede realpolitiske forhold, eller også er de så enkle, at de uheldigvis udløses af tilfældige hændelser.

Krigen i 1864 kunne næppe være undgået, for den har baggrund i dybe kulturelle modsætningsforhold i den helstat, der kunne styres enevældigt; men ikke med én demokratisk forfatning. Det rent tyske hertugdømme Holsten, som var medlem af Det tyske Forbund, det overvejende danske hertugdømme Slesvig og kongeriget Danmark kunne ikke regeres sammen. Det tyske mindretal i Holsten og Sydslesvig ville ikke regeres af, hvad de anså for et kulturelt tilbagestående dansk flertal.

Tabte fredsforhandlinger

D.G. Monrads og Danmarks grundlov 1849 udløste derfor en borgerkrig, den såkaldte treårskrig fra 1848-50. Prøjsen støttede i begyndelsen de holstenske styrker; men blev af stormagterne England, Rusland og Frankrig tvunget tilbage, med det resultat at helstatens danske flertal besejrede det tyske mindretal. Desværre tabte danskerne fredsforhandlingerne, idet de blev tvunget til at overholde den historiske håndfæstning Ribebrevet, som Chr. I indgik med de holstenske grever den 5. marts 1460 for til gengæld at blive hertug i både Slesvig og Holsten. Modydelsen var ”Up ewig tosammen ungedelt”. Holsten og Slesvig måtte aldrig blive skilt.

Spinkelt dansk håb

Så var situationen den samme som før borgerkrigen, nemlig uholdbar, i hvert fald med en demokratisk forfatning.

Det var den situation, der førte til Novemberforfatningen 1863, som alle den tids politikere vidste, ville føre til en krig mod Prøjsen og Østrig, der ikke kunne vindes. Deres håb – det eneste, Danmark havde – var, at stormagterne ville gribe ind og gennemtvinge en fred, der gjorde en holdbar dansk statsdannelse med en demokratisk forfatning mulig.

Jeg skal her ikke gå nærmere ind på BL’s to andre eksempler – Første Verdenskrig og Irak-krigen – men også her gælder, at de ikke kan begrundes med »en uheldig hændelse«; men havde komplicerede årsager, der ikke kunne trylles af vejen. Begge krige ville være kommet før eller siden.