Hvilken kaffe byder du uventede gæster?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 2012 rejser jeg til New York. En verden med skyskrabere, mange mennesker og en dejlig mangfoldighed.

Byen skal udforskes, og vi finder et bykort over Manhattan. Vi vender op og ned på kortet – prøver at finde en retning, vi kan gå. Pludselig kommer en amerikansk kvinde ”løbende” med et brag af ”overskud” hen til os: »I ligner nogen, der har mistet overblikket, lad mig hjælpe jer«. I elevatoren på hotellet foregik altid en snak om det fantastiske vejr. På den måde gav det følelsen af, at man i en storby som New York, aldrig føler sig ”alene”.

Hvor mange gange inviteres naboen til kaffe? Hvor mange gange sker det, at vi står i kø i flere minutter i supermarkedet uden at sige to ord til den næste? Hvorfor er det, at individualismen bliver en nerve, der altid må hænge uden på tøjet hos os danskere? Vi er med til at dyrke, ikke alene individualismen, men også ”ensomheden”. Oprigtig talt genererer denne mistillidskultur til, at vi får en bedrøvelig skikkelse som befolkning.

Derfor: »Hvilken kaffe byder du uventede gæster?« Kære Danmark, tag godt imod de nye flygtninge – og gør noget, der faktisk er meget dansk – byd på kaffe.