Drop det politiske fnidder
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Manglende tiltro til politikere samt politikerlede er ikke ukendte begreber i Danmark – tværtimod.
Disse følelser i Danmark er dog kun af miniformat efter den meget aktuelle og grusomme situation i Syrien og Irak. Nu skabes de helt store følelser.
Gennem hele menneskehedens historie forekommer der utallige eksempler på ekstreme menneskegruppers voldelige fremfærd over for andre mennesker – blot for at tiltage sig uindskrænket magt over landområder og deres befolkninger. Men den barbariske gruppe, som nu søger at tilkæmpe sig verdensomspændende magtdominans, er nok den grusomste, menneskeheden endnu har oplevet.
Djengis Khan, Mao, Stalin og Hitler fremstår næsten som søde søndagsskolebørn ved en sammenligning med den nuværende gruppe, som skræmmer alle verdens nationer.
Politikeres syndsforladelse
Dette har fået toppolitikere fra hele verden til at samle sig om en fælles indsats for at bekæmpe voldsgruppen.
Sadl dog op, og kom i gang uden storpolitisk fnidder og fnadder. Det kan man bruge tid på, når den væsentligste opgave er løst.
Fra alle sider loves der støtte og hjælp. Så har man åbenbart skaffet sig selv syndsforladelse – der foretages tilsyneladende meget lidt gavnligt for at hjælpe. Alle politikere sidder vist nu og vurderer udviklingen, som p.t. er truende brutal og hensynsløs udslettelse af en hel bys beboere.
Det bringer tankerne hen på Romertidens underholdning, hvor fanger og uønskede personer fik lov til at kæmpe ”til døden” nede i en stor arena, omgivet af magthaverne og opstemte borgere, som fik en herlig underholdning. Er det på tilskuerpladserne, vi nu skal finde de ”hjælpende” politikere fra verdenssamfundet, medens de afventer dagens resultater på grusomhedens slagmark?
Slut med fnidder og fnadder
Hvad venter disse ”hjælpsomme” politikere dog på – sadl dog op, og kom i gang uden storpolitisk fnidder og fnadder.
Det kan man bruge tid på, når den væsentligste opgave er løst. Nu gælder det tusindvis af menneskeliv. Det må da være det vigtigste som første trin i nedkæmpelsen af ondskaben.
Manglende tiltro til og voldsom lede ved politikere er ved at gro uhæmmet.