Gorbatjov fik ingen løfter af Vesten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

25/8 refererede Jyllands-Posten en artikel fra det seneste nummer af Foreign Affairs af Mary Elise Sarotte. Heri berører hun spørgsmålet om, hvad Mikhail Gorbatjov blev lovet eller ikke lovet om Nato-udvidelse i forbindelse med forhandlingerne om Tysklands genforening.

Sarotte fremlægger imidlertid ingen nye beviser i forbindelse med forhandlingerne mellem Øst og Vest. Hun leverer ikke noget, der kan få mig til at ændre min vurdering af, at Gorbatjov aldrig fik et løfte om, at Nato i fremtiden ikke ville blive udvidet længere end Østtyskland. Det konkluderede jeg i en artikel i Washington Quarterly i 2009 efter at have gennemgået alt relevant arkivmateriale.

Fokus var på DDR

Spørgsmålet om Natos mulige udvidelse østpå dukkede godt nok op adskillige gange under de forhandlinger, som Gorbatjov havde med USA’s udenrigsminister, James Baker, Vesttysklands kansler, Helmut Kohl, og USA’s præsident, George Bush, men konteksten gør det klart, at de alene fokuserede på Østtyskland, dvs. DDR, hvor 380.000 sovjetiske soldater længe havde været stationeret. Den formulering, som man nåede frem til under forhandlingerne angående en ”særlig militær status” for Østtyskland, findes i artikel 5 i Traktaten om Den Endelige Løsning for Tyskland, som i september 1990 blev underskrevet af USA, Sovjetunionen, Storbritannien, Frankrig, Vesttyskland og DDR.

En kort kommentar

Sarotte benægter ikke, at Gorbatjov aldrig fik et formelt løfte eller en forsikring om, at Nato ikke ville blive udvidet længere end Østtyskland. Hun benægter heller ikke, at Gorbatjov aldrig rejste emnet under forhandlingerne mellem øst og vest. Det eneste, hun gør, er at referere en kort kommentar fremsat under en diskussion mellem Storbritanniens og Tysklands udenrigsministre, Douglas Hurd og Hans-Dietrich Genscher, i begyndelsen af februar 1990. Men intet af denne ”diskussion” eller andre private rådslagninger eller brainstorming blandt vestlige embedsmænd blev videregivet til Gorbatjov eller andre sovjetiske beslutningstagere. Derfor er det en afledningsmanøvre at bringe det op, og det er irrelevant for enhver stillingtagen til forhandlingerne mellem Øst og Vest om tysk genforening.

Intet chokerende

Sarotte virker chokeret over, at amerikanske beslutningstagere pressede på for at opnå deres foretrukne resultat af forhandlingerne. Det er uklart, hvorfor dette skulle være det mindste chokerende. Bush og Baker brugte ikke militært pres eller magt. De benyttede sig simpelthen af forhandlingsmetoder og opnåede i sidste ende en betydelig del af det, de ønskede, og Gorbatjov accepterede det beredvilligt. Sarotte giver det indtryk, at Bush og Baker under forhandlingerne i al hemmelighed var optagede af en udvidelse af Nato til Central- og Østeuropa, men intet er fjernere fra sandheden. De amerikanske ledere mente, at Nato-dækning skulle gælde et forenet Tyskland, men de var imod yderlig udvidelse af alliancen. Hver gang beslutningstagere i Ungarn, Polen og Tjekkoslovakiet i 1990 og 1991 rejste spørgsmålet om mulig optagelse i Nato, reagerede amerikanske embedsmænd køligt og gjorde klart, at det ikke var på dagsordenen; et synspunkt, som andre vestlige ledere også gav udtryk for.

I juni 1991 sagde daværende Nato-generalsekretær Manfred Wörner offentligt:

»At give Nato-medlemskab til tidligere medlemmer af Warszawa-pagten vil være en alvorlig hindring for at nå til en gensidig forståelse med Sovjetunionen.«

Og han tilføjede, at det ikke var under overvejelse. Da Nato i december 1991 etablerede Det Nordatlantiske Samarbejdsråd – et organ, der omfattede Sovjetunionen og alle tidligere Warszawapagt-lande – var det tænkt som en måde til at overtale landene i Central- og Østeuropa til ikke at søge medlemskab af Nato.

Efter Sovjetunionens opløsning fortsatte Bush-regeringen i 1992 med at være imod Nato-udvidelse, en holdning, som Clinton-regeringen overtog, da den kom til i januar 1993. Senere ændrede Clinton-regeringen synspunkt og gav sin støtte til udvidelsen af Nato, men drivkraften bag det var ikke USA, men regeringerne i Central- og Østeuropa, der gjorde alt for at overbevise alliancen om at optage dem.