Er Israel den virkelige fjende?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ang. Ninna Stenstrup Rasmussens indlæg ”Kritikken, der skal blive udtalt” (JP 16/5).

Når man vælger ensidige kilder og ikke forholder sig kritisk til disse, vil resultatet uvægerligt blive ensidigt. Tillad mig derfor at citere Abdulateef Al-Mulhim, en saudiaraber, som forsøger at bygge sin kritik – af de arabiske stater, af det palæstinensiske selvstyre og af Israel – på bare et mindstemål af objektivitet (her citeret fra den saudiske avis ArabNews):

»Hvis Israel var blevet anerkendt (af araberne) i 1948, ville palæstinenserne have haft mulighed for at befri sig fra de tomme løfter fra arabiske diktatorer, som blev ved med at fortælle dem, at flygtningene ville vende hjem, alle arabiske lande blive befriet og Israel ekspederet ud på havets bund.«

»Den palæstinensisk-israelske konflikt kunne have været løst den 15. maj 1948 ved enten at acceptere FN-mandatet eller ved at absorbere de tusinder af palæstinensiske flygtninge i den arabiske verden (...). Tidligere havde palæstinenserne langt bedre chancer for fred, men de læser aldrig det, der står skrevet med småt eller mellem linjerne.«

Indbyrdes stridigheder

Hvorefter Al-Mulhim stiller spørgsmålet: »Er Israel den arabiske verdens og det arabiske folks virkelige fjende?« hvormed han hentyder til den aktuelle situation i Mellemøsten, efterdønningerne efter det såkaldte ”arabiske forår” samt de arabiske landes katastrofale indbyrdes stridigheder og interne undertrykkelse.

Mht. den humanitære situation skriver Al-Mulhim bl.a.: »Mange arabere aner ikke, at den forventede livslængde for palæstinensere i Israel er meget længere end i mange arabiske stater, og de nyder langt større politisk og social frihed end mange af deres arabiske brødre. Selv de palæstinensere, der lever under israelsk besættelse på Vestbredden og i Gaza-striben, har langt større politiske og sociale rettigheder end visse steder i den arabiske verden.«

Stemmer for demokrati

Netop i disse dage lyder der på ny arabiske stemmer, som hylder det israelske retssamfund og demokrati, et citat: »Det er sådan, stater opbygges. Dette er hemmeligheden ved Israels styrke og standhaftighed« (arabisk kommentator citeret i Khaled Abu Toameh: »Arabs: We want democracy – like Israel«).

Til gengæld kan man (if. Hervé Roubaix i Dreuz.info) ikke beskylde israelerne for effektivitet, når det gælder ”blokader” – trods Gaza-blokaden har de ikke været i stand til at forhindre opførelsen af to enorme butikscentre, otte fire- og tre femstjernede hoteller, en aquapark og talrige bilforhandlere for BMW, Mazda, Toyota, Mercedes, Fiat, VW m.fl. i Gazastriben.

Bedre går det ikke i faget ”humanitær krise”, hvor de slet ikke evner at matche, hvad der ellers foregår i verden, men leverer flere tons madvarer og andre forsyninger samt humanitær hjælp ind i Gaza hver eneste uge, opretter militærhospitaler i grænseegnene til Syrien for at kunne behandle syriske ofre for borgerkrigen der, og inviterer palæstinensiske arabere fra både Vestbredden og Gaza på kurser i Israel i tekniske metoder til udnyttelse og opbevaring af høstede landbrugsafgrøder, en kursusrække, som nu kører på fjerde år.

Uden om checkpoints

Mht. mobilitet viste en rapport fra maj 2013, at der på dette tidspunkt fandtes 15 legale overgangssteder mellem Israel og de omstridte områder i Judæa-Samaria. Ved nogle overgange og på bestemte tidspunkter, f.eks. om morgenen, kan der være kødannelser, f.eks. ved Kalandia-overgangen, hvor 15.000 personer krydser dagligt (til sammenligning går der hver dag 35.000 personer gennem Ben Gurion-lufthavnen).

Desuden viser rapporten, at der fandtes 12 checkpoints. En palæstinensisk selvstyreborger kunne således rejse fra Jenin til Betlehem uden at møde et eneste checkpoint.

Nævnes som regel ikke

I tiden mellem 1967 og frem til Oslo-aftalerne i 1993-95 var mobiliteten større – men det var israelernes fortjeneste, så det tales der ikke så meget om. Situationen i selvstyret efter 1995 er et palæstinensisk ansvar, men det tales der heller ikke så meget om, for der synes at eksistere en konsensus om, at palæstinenserne ikke er voksne mennesker og ikke er i stand til at varetage deres egen befolknings behov med legale midler.

Derimod tales der vældig meget om nogle jødiske bosættelser, som for 90 pct. vedkommende ligger i Area C, og hvis antal ikke er blevet forøget siden Oslo – dette nævnes dog som regel heller ikke.