Biologer bremser fiskernes muligheder
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Fødevareminister Dan Jørgensen må ændre holdning til kvoten for Danmarks vigtigste industrifisk, tobis, som han gjorde ved halvering af randzonerne i landbruget. Det handler om arbejdspladser langs de danske kystsamfund foruden en stor dansk eksportvare.
Det vigtigste danske industrifiskeri er efter arten tobis. Fiskeriet er netop begyndt og varer kun tre måneder, men det har betydning hele året, overalt i verden.
Det er vigtigt for mennesker og dyr, fordi det indgår i fødekæden med proteiner som grundlag for vækst og sundhed. Det gælder både i Danmark og i flere end 60 nationer, som danske fiskemels- og fiskeolievirksomheder eksporterer til. Også af den grund kalder vi det proteinfiskeri. Danmark er det absolut vigtigste land i Europa, hvor vi har årelang tradition for samt årtiers erfaring med netop dette fiskeri, som tilmed har stor eksportværdi.
Men hvad gør embedsmændene, blandt dem biologerne? For få år siden blev der indført kvoter på den vigtigste art, tobis, og industrifiskeriet, der i omsætning udgør omkring 500 mio. kr., svarende til 15-20 pct. af al dansk fiskeri med en samlet omsætning på 3 mia. kr. Ikke fordi arten tobis var truet, men på grund af et forsigtighedsprincip blev det sagt. Samtidig erkender de ledende biologer paradoksalt nok, at de ikke har ressourcer og økonomi til at undersøge bestanden optimalt.
Resultatet er, at mens vi fiskere tidligere og i en periode på 30-40 år fangede i størrelsesorden 800.000 tons årligt, har vi, siden biologerne er begyndt at rådgive om kvoter, kun måttet fange 1/3, svarende til 250.000-300.000 tons årligt – vel at mærke uden dokumentation for, at der er biologiske og videnskabelige grunde til nedgangen. Hvor i dansk erhvervsliv benytter man sig af en lignende fremgangsmåde?
Omvendt har fiskerne en del år fanget store mængder – flere år før der kom kvoter endda mere end 1 mio. tons – vel at mærke uden at det på nogen måde har påvirket bestanden efterfølgende.
Det er en aldeles urimelig styring og blokering af et vigtigt dansk erhvervsliv, når embedsmænd og biologer på dette udokumenterede grundlag rådgiver en minister.
Det er en aldeles urimelig styring og blokering af et vigtigt dansk erhverv, når embedsmænd og biologer på dette udokumenterede grundlag rådgiver en minister. Er det rimeligt i et demokratisk retssamfund, hvor vi netop sætter fokus på dokumentation, især når vi skal leve af og drive et erhverv i kraft af naturens ressourcer? Det gælder både landbrug og fiskeri. Hvad der er sket med dette fiskeri, er i princippet nøjagtig det samme som med landbrugets forbud mod gødskning i nærheden af vandløb, de såkaldte randzoner, som først embedsmændene og senere regeringen gik ind for. Den lov er nu ændret, da den viste sig ikke at have reel dokumenteret betydning.
Mere end sunde proteiner
Det tjener den miljøbevidste Dan Jørgensen som landbrugets minister til ære at have halveret grænsen for disse randzoner. Han er også fiskeriets minister.
Med industrifiskeriet, som er dokumenteret bæredygtigt, og en produktion, der på vor virksomhed, FF Skagen A/S, er dokumenteret af højeste standard og ni internationale certifikater, er der på alle områder grundlag for et industrifiskeri, aktuelt efter tobis, der er langt større end den kvote, der som nu er fastsat på basis af forsigtighed frem for reel viden.
Det drejer sig ikke alene om sunde proteiner, men også om betydelige erhverv, herunder fiskeriet i Nordsøen og tilstødende farvande. Dertil kommer de danske fiskemels- og fiskeoliefabrikker, der er blandt verdens største enkeltvirksomheder med hundreder af arbejdspladser foruden de tilknyttede erhverv i vore kystområder – de såkaldte udkantsområder.
Det handler samtidig om den akvakultur med opdrætsfisk, som regeringen ønsker fordoblet til gavn for forbrugerne med de livsvigtige tilskud af Omega 3-fedtsyrer fra denne produktion.