Politisk kovending om depot for atomaffald

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 2002 advarede Socialdemokratiet mod tvang ved placering af slutdepot for Risøs atomaffald og en discountløsning. 12 år efter virker partiet ligeglad.

I 2002 sagde Torben Hansen (S), at det er en »helt afgørende forudsætning for Socialdemokratiet, (...) at et kommende valg af plads til depotet sker i et meget tæt samarbejde med de relevante amtslige og kommunale myndigheder og de berørte borgere«.

I 2016 tvinges Bornholm, Kerteminde, Lolland, Skive eller Struer til et slutdepot.

Torben Hansen sagde desuden: »Det er også meget vigtigt for Socialdemokratiet, at det kommende depot etableres på en sådan måde, at det giver færrest mulige gener for vore efterkommere. Det nytter ikke noget med en discountløsning, der måske kan give store problemer om 50 eller 100 år. Det kunne vi simpelt hen ikke være bekendt...«

Udsivning kan ikke undgås

I 2014 er planen en discountløsning, hvor kortlivet og langlivet radioaktivt affald skal i samme 300 årige slutdepot formodentlig 30 meter under jorden. If. forstudiet kan udsivning ikke undgås. Det meste affald er radioaktivt i 300 år, andet er aktivt i længere tid, noget i 250.000 år.

Desuden skal evigt giftigt affald, bly, cadmium, beryllium og uran nedgraves.

Derfor kritiserede direktøren for de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning slutdepotplanen i JP 15/4 2011: »Men desværre er det en uholdbar løsning – og eksperterne ved det allerede. Så hvorfor informerer de ikke Folketinget korrekt? Måske fordi de overslag over omkostningerne, der er lavet for det danske slutforvaringsprogram, bygger på fejlagtige præmisser. Det billigste er at anvende koncepter tilbage fra 1960'erne: Grav skidtet ned i et hul, smid jord på og glem alt om det«.

Slutdepotsagen er en skamplet på demokratiet, fordi borgere og kommuner ikke er blevet tilstrækkeligt inddraget, informationsmaterialet har været utilstrækkeligt og uklart, og internationale uafhængige eksperter er ikke inddraget som lovet til at granske processen. Det sker først i projekteringsfasen.

Sagen er en skamplet på et land, der ønsker et højt vidensgrundlag at træffe beslutninger på. 2014/15 skal Folketinget vælge mellem slutdepot eller mellemlager, hvor man kan holde øje med, om tønder tærer.

Farligheden er bagatelliseret

Jeg har deltaget i to borgermøder om slutdepotplanerne. Begge gange er affaldets farlighed blevet bagatelliseret. 31/3 i Rødbyhavn blev det historiske affald, dvs. tønder med ukendt indhold, omtalt af Dansk Dekommissionering (DD) som kortlivet for størstedelens vedkommende.

Efterfølgende bad jeg om dokumentation, men karakteriseringen er ikke færdig. Derfor er det ukorrekt at hævde, at det meste er kortlivet.

I Hvidbjerg på Thyholm forsøgte DD’s direktør 9/4 at bagatellisere 233 kg særligt affald ved at sige, at de ikke har været »brugt i en reaktor«. Men de 233 kg har været udsat for neutronbestråling, som simulerer, at de har været brændsel i en atomkraftreaktor og derfor har de samme egenskaber som brugt brændsel fra en atomreaktor. Nogle af stavene har siddet i udenlandske reaktorer, hvorefter Risø har lavet forsøg med dem. Derfor er de 233 kg højaktivt affald, som de var i 2003, og skal ligesom brugt brændsel deponeres i 500 meters dybde.

Socialdemokratiet skylder en forklaring.