Bonderøven – den sande liberalist

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Uge efter uge har vi nu i årevis i tv fulgt Bonderøven, som med sit charmerende væsen er blevet danskernes medie-darling. En Emil fra Lønneberg i en nutidig kulisse og med et virkeligt liv. Et liv, der veksler med årstiderne, udvikler sig med nybyggeri, kone og børn og præsenterer klassiske danske dyder som flid, fornuft, opfindsomhed, miljøbevidsthed og sammenhold.

Hvorfor er det så lige, at en i princippet ”fattig” mand boende i Udkantsdanmark og uden stor karriere at prale af kan fastholde og øge sin popularitet hos os danskere? Udsendelserne begyndte, som jeg husker det, som et nicheprogram på DR2 et stykke uden for den bedste sendetid, så det er jo ikke massiv reklameindsats, der har solgt budskabet.

Det handler om frihed

Jeg tror, at kernen og dermed forklaringen på, at flere og flere danskere har taget Bonderøven og hans lille familie på landet til sig, ganske enkelt er frihed.

Er der, noget, som programmerne er gennemsyrede af, er det fremstillingen af frihed. Frihed fra det kommercielle indkøbsræs. Frihed fra en kedelig og ensformig hverdag. Frihed fra snærende forpligtelser og samfundskrav. Frihed til at være sammen med familie og venner snarere end vuggestue, pædagoger, kollegaer og medpassagerer i toget.

Bonderøven har tilsyneladende fundet recepten på, hvordan livet kan leves uden stort set at deltage i de nugældende doktriner for, hvorledes vi som borgere skal agere i samfundet for på bedst mulig vis at få bruttonationalproduktet til at vokse. Det pynter naturligvis at bo i landzone, således at man undgår at blive eksproprieret og stavnsbundet ad bagdøren via de eksplosivt stigende ejendomsskatter.

Ingen vil nok bestride, at manden er flittig. Faktum er blot, at alt dette gør det selv-arbejde, egen pasning af børn, indsamling af brugte byggematerialer og andet udstyr til genbrug osv. ikke bidrager med en eneste krone til den slunkne statskasse og dermed det offentlige forbrug. Bonderøven forlader sig på venner og naboer snarere end samfundsstrukturer og dermed på hjælpsomhed og god vilje frem for alt.

Bliver opgaven for stor, findes der altid en eller flere gode venner/naboer i spil med de nødvendige kompetencer til rådighed, og uden større problemer samles der et helt korps af venner til at bygge et nyt hus uden problemer. Flot og livsbekræftende. Hvem drømmer ikke om det?

Drømmen om det lille landsted

Det pudsige er, at jeg aldrig har hørt nogen brokke sig over, at Bonderøven måske slap lidt nemt omkring en hel del ting, som alle vi andre i hverdagen er tvunget til at deltage i. Alle synes først og fremmest at være fascinerede af den nærmest ubegrænsede frihed, der findes i Bonderøvens univers.

Er vi danskere i virkeligheden ikke i stor stil liberalister – er der ikke en lille bonderøv gemt i de fleste af os? Drømmer mange af os ikke stadigvæk om det lille landsted, egen virksomhed, realisation af den gode idé med foden under eget bord og frihed til selv at bestemme, hvordan dagen i morgen skal leves?

Mange og snærende leveregler

Jeg tror det. Og jeg synes også, at vi skal gå efter det. Vi har efterhånden fået lavet så mange og snærende leveregler, at det for de fleste er blevet en langt bedre forretning at forsøge at omgå reglerne end at leve efter dem. Det er ualmindelig skidt for såvel fællesskabsfølelsen som motivationen.

Lad os gøre som Bonderøven. Lad os ophøje hans livsanskuelser til en større kulisse. Lad os gå efter, alle sammen, at få friheden tilbage i vores liv.