Det sproglige engagement

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debatten om det danske sprogs tilstand lever fortsat. Og heldigvis for det. Det er nemlig – modsat hvad Ole Justenlund giver udtryk for i sit læserbrev i JP 6/2 – sjældent ligegyldighed, der får sprogforskere til at undersøge og udtale sig om dansk talesprog. Derimod er de fleste af os oprigtigt interesseret i at afdække nye sider af enten sprogbrugen eller opfattelsen af sproget.

Jeg skrev min videnskabelige artikel, som OJ skriver om, for at gøre opmærksom på, at sprogudviklingen også fører gode ting med sig – på trods af, at vi ofte læser det modsatte.

Min hovedkonklusion var, at sproget i radioavisen med tiden er blevet mere mundtligt, hvilket betyder, at værterne i høj grad bruger tonale udsving, tryk og tempo til at formidle en stemning eller en bestemt mening. Det er ikke længere en stiv og distanceret oplæsning af radiotelegrammer.

Monotont lavtempo

Denne udvikling skal de fleste af os nok være glade for. Hvis man lytter til ældre radioudsendelser, er artikulationen ganske vist mere distinkt, men er det alene et succeskriterium? Det mener jeg ikke.

Monotonien og det langsomme tempo gør det svært for lytteren at holde opmærksomheden på, hvad der bliver sagt. Især fordi vi ikke længere andægtigt samles foran højttalerne, når udsendelserne kommer, men ofte er på farten eller laver andre ting samtidig med radiolytningen. Det stiller andre krav til nutidens oplæsere og radioværter.

At oplæsningen først og fremmest skal være forståelig, kan jeg kun give Ole Justenlund ret i, som jeg også skriver flere gange i både artiklen og i mit speciale. Ellers er det jo ingen kommunikation.

Spændende perspektiver

Men der er altså flere og langt mere spændende perspektiver i moderne sprogbrug. Det kunne være interessant, hvis vi en gang imellem også diskuterede dem i stedet for kun at tale om sjusk og mumleri i tv-dramaserier. Jeg kan heller ikke høre alt, der bliver sagt i ”Arvingerne” eller i ”Ørnen”, men det er mildest talt usagligt at diskvalificere hele den danske sprogudvikling alene på den baggrund. Min artikel var også et forsøg på at ruske op i sprogkritikere og debattører.

Alt for ofte sættes den gamle plade om sprogligt sjusk og vildfarende tempo bevidstløst på repeat. Men hvem har rent faktisk undersøgt det? Hvor er dokumentationen, så vi sammen – sprogkritikere, sprogforskere, sprogrøgtere og sprogbrugere – kan efterprøve og sagligt diskutere, hvad der sker, og hvad der er hensigtsmæssigt?

Jeg har virkelig ledt (det er det, man gør som studerende og forsker), men det er ikke lykkedes mig at finde denne dokumentation.

Præcis dokumentation

I stedet lavede jeg min egen undersøgelse. Jeg lyttede til og analyserede flere hundrede radioaviser fra DR’s arkiv. De seks udvalgte radioaviser er repræsentanter for den tid, de er optaget i. Mine konklusioner bygger altså ikke kun på seks tilfældigt udvalgte radioaviser, som Ole Justenlund får det til at fremstå. Tværtimod har jeg dokumenteret præcis, hvad jeg hører, og givet min læser mulighed for at efterprøve det.

Jeg håber, at der er andre end mig, der tager sig tid til at undersøge og dokumentere sprogudviklingen i stedet for bare at gentage den gamle velkendte kritik, der til sidst lyder som en bevist sandhed. Dét, synes jeg nemlig, er udtryk for arrogant sproglig ligegyldighed.