Den sproglige ligegyldighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hører du til dem, der ærgrer sig over mumleriet i ”Arvingerne”, kan du måske finde trøst i, at det nu er videnskabeligt bevist, at sproget i de elektroniske medier aldrig har haft det bedre end nu.

I Tidsskrift for Medier, Erkendelse og Formidling, der udgives af Københavns Universitet, fremlægger retoriker Thea Sejr Hansen de sensationelle beviser. Samtidig tilbageviser hun ”den genkommende kritik” af dansk mediesprogsudvikling. Hvis du, kære læser, ved, hvad ”dåvailsgeng” betyder, er du sandsynligvis enig.

DR, journalisten.dk og Politiken er alle faldet for retorikerens bevisførelse. Noget tyder dog på, at disse medier har strøget afhandlingen over med en harefod. De opdager nemlig ikke, at TSH bygger sin bevisførelse på aflytning af seks radioavisoplæsninger fra perioden 1936-2010.

Radioavisoplæsning er perfekt. Radioavisoplæsning er mediesprog. Ergo er mediesprog perfekt. Denne form for Erasmus Montanus-logik skal ikke længere stå uimodsagt. Det er jo ikke radioaviserne på P1, som kritikerne er ude efter. Nogle af os roser netop Radioavisens oplæsere for deres behagelige og velartikulerede sprog.

Nej, vi kritiserer den sjuskede udtale, den ubehjælpsomme syntaks og de forslidte floskler, der i stadig højere grad præger radio- og tv-sproget. Lyt f.eks. til ”Det røde felt” på Radio24syv.

En naturlov

TSH beskylder mediesprogskritikerne for »udelukkende at fokusere på ikke at ekskludere den ældre generation«. Skudt forbi. Alle ved, at alle sprog altid har forandret sig. Det er næsten en naturlov. Men det er ingen naturlov, at det danske sprogs udvikling skal drives af dem, der interesserer sig mindst for sproget. Ej heller, at dansk skal være det europæiske sprog, der forandrer sig hurtigst og bliver talt mest sjusket. Den sproglige ligegyldighed er vel egentlig et udtryk for indskrænkethed og egocentricitet. Forstår du ikke, hvad jeg siger, er det dit problem.

Samme sproglige rettesnor ser ud til at gælde for sprogforsker Ruben Schachtenhaufen. Det er ham, der blev kendt for at promovere sprogligt sjuskeri og opfordre skolerne til at droppe grammatikundervisningen.

I et interview i Kristeligt Dagblad nævner Schachtenhaufen, at han og hans kolleger ofte morer sig med at udtale ”Amagerbro” på den mest sjuskede måde. Vores gamle hund kunne godt have været med i legen. Den sagde ganske vist kun ”amarbro”, når den ville skræmme kattene væk fra madskålen.

Vel kan der være noget jeronimusagtigt og patetisk over vrisne sprogrøgtere, men det står slet ikke mål med den hellige iver, som mange sprogforandringsfortalere udviser, når de fremstiller den sproglige dovenskab som en gevinst for det danske sprog.

For eventuelle sprogsvage læsere kan jeg oplyse, at ”dåvailsgeng” betyder ”der er overvejelser i regeringen”. Nu afdøde professor Peder Skyum-Nielsen nævner eksemplet i bogen ”Godt dansk”. Ganske vist måtte han høre radioklippet med den reducerede sætning nogle gange, før han forstod det.

Hertil bemærker Thea Sejr Hansen:

»Det har jo åbenbart været muligt for Skyum-Nielsen at forstå det sagte, siden han kan skrive ”oversættelsen” længere nede på samme side. Påstanden, om at forståeligheden er i fare, mangler altså endnu belæg.«

Dokumentation af en sådan karakter leder let tanken hen på komiske Alis stjernestunder.