Den grundlæggende årsag til folkeskolens fallit

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Eksemplerne på folkeskolens fallit har gennem årene hobet sig op – aktuelt eksemplificeret med den seneste Pisa-rapport. Regeringen bilder sig ind, at den seneste skolereform vil løse problemerne, benægtende, at de 27.000 foregående reformer ikke har haft nogen effekt.

Jeg er dødtræt af folkeskolen. Dødtræt af selvbedraget. Dødtræt af undskyldningerne. Og led og ked af de forfærdelige konsekvenser, det vil få for vores land og den kommende generation.

Årsagerne til folkeskolens fallit er mange, rigtig mange. Men den måske afgørende årsag skal findes i reformpædagogikken og dens smukke, men forkerte menneskesyn og pædagogik.

Reformpædagogikken troede, at man kunne lave mennesket om. Fjerne dets dårligdomme ved at behandle det kærligt og kun kærligt.

Maskuline dyder lagt for had

Ved at stigmatisere maskuline dyder som krav, konflikt, konsekvens, kamp, arbejde, handling, beslutning og gennemskuelighed og i stedet indsætte feminine dyder som proces, forståelse, dialog, kompromis, empati og kompleksitet troede man, at man kunne skabe det lykkelige, selvstyrende og solidariske menneske.

I stedet skabte man det modsatte menneske, kendetegnet ved dovenskab, ligegyldighed, uansvarlighed og magelighed.

Man troede, at man kunne fremme elevens faglige indsats gennem motivation frem for pligt. Frem for at supplere fortidens pligtpædagogik med motivationspædagogik forhånede og udskiftede man førstnævnte med sidstnævnte. De forfærdelige konsekvenser heraf viste sig i det små fra starten af, men har siden vokset sig større og større.

Med resultatet, at vi i dag står i en situation, hvor eleverne ikke gider lave noget, ikke værdsætter viden og dygtighed, og hvor lærerne og folkeskolen gøres til evig syndebuk af forældrene, politikerne og meningsdannerne. Thi ej heller forældre, politikere eller meningsdannere formår i dag at tage ansvar.

Tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om. For jeg har gennem årene været vikar på mange skoler og har følgelig mødt et bredt udsnit af dagens børn og unge:

Deres kernefaglighed stinker, og deres angivelige og højtbesungne kreativitet og selvstændige tænkning er reduceret til overfladisk staffage og selvovervurderende meningsmod. Det behøver vi for så vidt ikke undersøgelser for at afdække – det afslører sig til overflod ved den daglige gang i folkeskolen.

I stedet for at tage fat om nældens rod fabler man løs om alt muligt andet som kilde til folkeskolens frelse: flere computere, flere undervisningstimer, mere forskning etc. Alt sammen godt, men hvad skulle alt dette hjælpe, når eleven ikke gider at lære og ikke gider at lave noget? Så nytter hverken computere, flere timer eller mere forskningsbaseret didaktik.

En tabersag

Alle taber på folkeskolens fallit. Men en særlig stor tabergruppe er allerede nu ved at aftegne sig og vil i den nærmeste fremtid for alvor slå igennem: drengene – m.a.o. de kommende mænd.

Grundet den uhæmmede, enerådende og religiøse feministiske pædagogik, de bliver mødt med, er de dømt til at gå til grunde.

I første omgang bliver de dovne og dumme – m.a.o. det, vi oplever i folkeskolen. På længere sigt vil de ende som bistandsmodtagere, fattige, rodløse, alkoholiske, kriminelle. Og skulle det endelig lykkes dem at finde en kvindelig partner, vil de før eller siden tæve hende i afmagt og ydmygelse, for det vil være hende, der med en uddannelse og karriere som ballast holder enden oppe på familien og dermed dagligt minder ham om hans skæbne som undværlig eksistens.

Så alle kommer vitterligt til at tabe på folkeskolens fallit.