Den sande historie om Israel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sit læserbrev 10/12 beflitter Knud Verner Westh sig på at skrive en ny historie om Israel. Det må være på sin plads at genopfriske den sande historie:

Allerede i 1930’erne havde zionisterne planer om at fordrive områdets beboere, palæstinenserne. Op til FN’s intervention havde zionisterne travlt med at vurdere palæstinensiske landsbyer med henblik på, om de skulle udslettes, og i et forsøg på at tvinge briterne ud af landet udførte zionisterne gentagne terrorangreb på britiske soldater. Der var også zionistiske planer for erobring af områder, som ikke ville tilfalde jøderne ved en deling.

Intet kendskab til landet

De 11 embedsmænd fra FN, som skulle udarbejde løsningsforslag om Palæstina, havde intet kendskab til landet og havde aldrig før været der, men var påvirkede af indtryk fra lejre for jødiske overlevende fra Holocaust, som de netop havde besøgt. Zionisterne havde udarbejdet forslag til delingen, medens palæstinenserne forståeligt nok fuldstændig boykottede processen. Alt imens strømmede jøder illegalt til Palæstina, selvom briterne forsøgte at hindre det.

64 landsbyer udslettet

Dagen efter at delingsplanen 29/11 1947 blev vedtaget i FN efter voldsomt pres fra USA og Rusland, brød de første uroligheder ud og skabte alvorlig tvivl i FN, om beslutningen skulle gøres om. Men det var for sent, for allerede da var fordrivelsen af palæstinenserne i fuld gang. Fra september 1947 til januar 1948 forlod 70.000 palæstinensere Palæstina, og i marts 1948 begyndte den egentlige etniske udrensning – ikke af jøder denne gang, men af palæstinensere.

64 landsbyer blev totalt udslettet, og indbyggere myrdet i massakrer. Omkring 750.000 palæstinensere blev fordrevet og gjort til flygtninge, og de tilbageblevne landsbyer blev omdøbt til jødiske navne. Jeg forstår, hvorfor palæstinenserne kalder begivenhederne for: Nakbah – katastrofen. Man behøver ikke at være palæstinenser for at føle en inderlig aversion imod zionisterne og Israel.

Sandheden er grufuld – som Holocaust. Måske er det derfor, at Knud Verner Westh digter sin egen.