PET i knibe
Anført af Jyllands-Posten har en stribe danske medier i den seneste tid kastet sig kritisk over Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ganske paradoksalt har kritikken for alvor taget fart efter den ubetingede operative succes, som CIA’s drab på den berygtede terrorist Anwar al-Awlaki var.
Det var i denne aktion, at PET’s informant Morten Storm tilsyneladende spillede en central rolle, da han var med til at indhente nogle af de informationer, som muliggjorde drabet, men det viser alene, at operativ succes ikke nødvendigvis afføder offentlig anerkendelse.
I demokratiske samfund er det af afgørende betydning for efterretningstjenesterne, at de nyder en god portion troværdighed i offentligheden. Denne troværdighed indeholder to aspekter.
Man sidder tilbage med det indtryk, at nogen i PET er blevet revet med af muligheden for at spille med på den store internationale scene og gå i parløb med selveste CIA.
Det gælder tillid
For det første består den af tiltro, hvilket er troen på, at tjenesterne kan udføre de opgaver, som de skal. For det andet består den af tillid, hvilket er troen på, at de udfører deres opgaver inden for givne etiske rammer. Sagt på en anden måde, så har vi tiltro til vores mekaniker, når vi tror, at han kan servicere vores bil efter de seneste forskrifter.
Ydermere har vi tillid til ham, når vi bliver præsenteret for en uventet regning og roligt konkluderer, at alt det gennemførte arbejde nok har været nødvendigt.
Hvis ellers Storms version af sagen om al-Awlaki står til troende, så har den på den ene side været med til at styrke tiltroen til PET. Godt efterretningshåndværk og et stærkt internationalt samarbejde er nogle af de kvaliteter, vi som borgere naturligt efterspørger, hvis vi skal føle os trygge i hverdagen.
Kompleks operation
Jyllands-Postens oprulning af den langvarige og komplekse operation mod al-Awlaki bestyrker os i troen på, at PET kan levere de ydelser, som vi andre betaler dem for.
På den anden side er Storm selv ved at udvikle sig til en katastrofe for PET, og det synes stadig mere åbenbart, at valget af ham som informant var forfejlet.
Hans mange afsløringer om sagen efterlader alle ridser i tiltroen til PET: Fra rekruttering og fastholdelse af informanter over håndtering af operative hemmeligheder til presseberedskab synes PET mere og mere presset i forhold til offentligheden.
Læg dertil socialdemokraten Henrik Sass Larsens karakteristik af de PET-folk, som var ved at få ham dømt ude af dansk politik – »de kan hverken stave eller sætte kommaer« (Information 2/1) – og vi står tilbage med en tjeneste, som lige nu og ganske selvforskyldt er trængt i defensiven.
Den største skade
Vigtigere end tiltroen er dog tilliden. Netop her er skaden måske størst. Selv hvis vi trækker en god del fra Storms beretninger, efterlader det stadigvæk en kløft i forhold til PET’s officielle forklaring eller rettere afvisning.
Man sidder tilbage med det indtryk, at nogen i PET er blevet revet med af muligheden for at spille med på den store internationale scene og gå i parløb med selveste CIA. Hvis det passer – og PET dermed har spillet selv en birolle i drabet på al-Awlaki – så er det et brud på de etiske rammer, som tjenesten skal observere.
Sikkerhedshensyn kan skubbe til disse rammer, men det er naturligvis alene op til politikerne at definere disse.