Da Børglum Kloster forsvandt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Men det er for billigt, når Dennis Nørgaard latterliggør kirken med en foragtelig omtale af en biskop, som en nat så, at Børglum Kloster var forsvundet.

Det er for billigt, fordi den velbekendte beretning netop ikke stammer fra en biskop, men morsomt nok fra én, hvis grundsyn ligger tæt på Dennis Nørmarks, den snusfornuftige landinspektør på Mors, Knud Sørensen, som også er forfatter.

Hans beretning om Børglum Kloster, der var borte, er gengivet i adskillige dagblade, bl.a. i Jyllands-Posten 1/5 2005, da han skrev:

»Jeg håber, at enhver, der kender mig eller kender lidt til mit liv, har fået indtryk af en person, hvis verdensopfattelse bygger på det, der kan iagttages, vejes og ikke mindst måles. Og sådan er jeg virkelig, og derfor har jeg altid været noget betænkelig ved den historie...«

Selv om Knud Sørensen og Dennis Nørmark således er fælles om at bygge deres virkelighedsforståelse på positivistisk videnskabelighed, så er forskellen åbenbart den, at Dennis Nørmark, som er bekendende ateist, er dogmatisk i sin videnskabelighed, mens Knud Sørensen, der i Aalborg Stiftsbog 2005 benævner sig selv som kulturkristen, forholder sig åbent til det, som han sanser, selv om det er gådefuldt og foruroligende, og han ikke kan lide det.

Redelighed
Jeg selv nærer en grundlæggende tillid til den positivistiske videnskab, når den forholder sig nysgerrig og spørgende til verden, men ikke når den fordomsfuldt stiller sig op med færdige meninger: Det er ikke snusfornuftigt, altså er det ikke virkeligt.

Som provst for Børglum kan jeg dertil bevidne, at klosteret har ligget solidt på sin bakketop, hver eneste gang jeg er kørt forbi. Det var også på sin plads, hver gang min far skulle prædike i kirken, mens han var sognepræst.

Faktisk er der efter min mening slet ikke noget mystisk ved Børglum Kloster, men Knud Sørensens beretning viser, at der måske er noget mystisk ved hele vores måde at sanse, opleve og forstå verden på.

Dennis Nørmark er der heller ikke noget mystisk ved.

Han trænger bare til et kursus i redelighed. Redelighed styrker argumentationen, mens den, der altid propaganderer, bliver et rungende malm og en klingende bjælde.