Præstationspresset er ingenting i forhold til lidelseskonkurrencen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når mistrivsel giver større social valuta end præstationer, så er det ikke præstationspresset, der forøger de unges mistrivsel. Det er den evige dialog om småskavanker, som i det moderne ungdomssamfund har overdøvet de reelle problemer.

Har vi ikke alle den ven, som altid skal fortælle om, hvor dårligt de har det, hvor lidt de har sovet, og hvor mange deadlines de lige nu skal nå?

Og endnu værre, de venner, som hver gang de hører, nogen har det dårligt, så skal de lige påpege, at de faktisk har det lidt værre. Men ingen har vel lyst til at have det skidt, så hvorfor skal det normaliseres?

Det at stå frem og sige, at man har det godt, er blevet et tabu i det moderne ungdomssamfund. I mange miljøer, så vil det blive anset som pralende eller uden forståelse for andres problemer, hvis man nævner, hvor godt man selv har det. Det gør, at de gode historier ties ihjel, og det sørgelige får rampelyset. Denne retorik er ikke bare irriterende at høre på, men skadelig for samfundet.

Jo mere vi omtaler mistrivslen, desto mere spredes den, og jo farligere bliver den. Lad os i stedet få et fokus på, hvordan man selv kan gøre noget. Lad os få de positive nyheder frem i stedet for at dvæle ved det negative. Det lader dem, der har reelle problemer, få hjælp til at løse dem.

Selvom flere unge oplever en perfekthedskultur, der kan lede til præstationspres, så er det altså ikke det, der er den umiddelbare årsag til problemet. For præstationspresset er afledt af, at vi allerede fokuserer på problemerne og ikke på løsningerne. Vi har fokus på, at det er svært at præstere, frem for hvordan man præsterer. Hvis vi vil præstere uden at føle et pres, så kræver det, at vi hviler i os selv, har det godt og taler om det.

I min verden bør debatten om mistrivsel være debatten om opnåelse af trivsel. For når vi bliver ved med at bruge den negative retorik, så skader det både læseren og debatten. Når vi gør det til et tabu at have det godt og hvile i sig selv, så overtrumfes debatten og den daglige samtale naturligvis af, hvor dårligt man går og har det. Vi skal derfor gøre det moderne at have det godt og turde tale højt om det.