I Venstre er vi gode til at sige, hvad vi vil, men ikke hvorfor vi vil det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Folketingsvalg er lig med paroler, og sådan blev det også til forårets valg, som allerede føles som en evighed siden, mens regeringsforhandlingerne er godt inde i sin anden måned.

Vi husker alle budskaberne om »rent drikkevand« og »mindre klasser for de mindste«, som venstrefløjen og Socialdemokratiet særligt slog sig op på. Letforståelige og konkrete budskaber, som de fleste kunne forholde sig til, og man forstod ikke blot, hvad der blev sagt, men også hvorfor det var vigtigt.

Samme pondus havde sloganet om, at »Danmark skal være rigere«, som Venstre slog sig op på, ikke helt. Og misforstå mig ikke, for jeg er helt enig i budskabet. Jeg tror faktisk ikke, at der er ret mange, som er uenige. Men vi må have mere på hylderne end bare det, hvis Danmarks liberale parti atter skal genrejse sig. Vi kan ikke nøjes med blot at fortælle, hvad vi skal. Vi skal også kunne fortælle, hvorfor vi skal det.

For hvorfor skal vi egentlig blive rigere, hvorfor er personlig frihed vigtig, og hvorfor er ansvar for eget liv bedre end statslig kontrol?

For at kunne svare på dette kræver det, at man som parti har et stærkt dna og en grundlæggende fortælling. En fortælling, som sprudler af optimisme og ideologi frem for pragmatisme og Dansk Industri.

Men bag enhver god fortælling gemmer der sig en stærk bevidsthed om, hvem man er, og hvem man repræsenterer.

Særligt det sidste kan være svært at gennemskue i disse år, hvor det fortsat er vanskeligt at finde sit ståsted, efter Venstre blev spaltet i tre for få år siden, men det kan vi ikke undskylde os med for evigt. Vi må videre og genopfinde den identitet som stolte Venstremænd, der har gjort så meget godt for Danmark gennem tiden på alt lige fra økonomiske reformer til udlændingestramninger.

Venstres identitet tager sit udgangspunkt i individet, som vil forsørge sig selv, tage ansvar for sit civilsamfund og beskytte sin kultur og sit land, men stadig være åben over for omverdenen.

Det gælder det unge menneske, som insisterer på at ville have et fritidsjob eller et studiejob frem for at være afhængig af sine forældres overførsler på MobilePay.

Det gælder den midaldrende friskolelærer, som ved siden af sit arbejde er frivillig i den lokale håndboldhal og sørger for, at der holdes gang i lokalsamfundene og landdistrikterne.

Og det gælder den pensionerede direktør, som i sin iver efter at give noget tilbage til det samfund, som har givet ham så meget, vælger at melde sig til Hjemmeværnet på trods af sin alder, fordi der er brug for ekstra hænder til stort som småt.

Selvstændige, ansvarstagende og perspektivrige borgere, der med det personlige ansvar i den ene hånd og friheden i den anden føler en forpligtelse over for mere end bare dem selv og påtager sig denne frivilligt.

Det er og har altid været vores dna, og på trods af at vi igennem tiden er blevet mere (og for) pragmatiske og midtersøgende, så har de ideologiske ønsker om frit valg, lavere skatter og en strammere udlændingepolitik ikke været til at overse.

Vi står dog nu ved en skillevej, hvor vi må konstatere, at pragmatismen og midterregeringer ikke kommer til at føre os tilbage til fordums styrke, men snarere mod afgrunden, og derfor må vi vende tilbage til den ideologi, vi alle bekendte os til, da vi mødte op til vores første arrangement som helt unge i Venstres Ungdom eller senere i livet i en af de mange stærke, lokale Venstre-foreninger rundt i landet.

Vi skal kort sagt genskabe den klare liberale profil, så danskerne ved, hvor de har os som parti. Denne profil bygger man ved at fortælle danskerne, hvad man vil, og i lige så høj grad, hvorfor man vil det.

For skal vi bare blive rigere for regnearkenes og Cepos’ skyld?

Eller skal vi blive rigere, fordi vi både vil have råd til at give flittige og arbejdsomme danskere flere af deres egne penge tilbage, så de kan træffe de valg for dem selv og deres familier, som er de rette for dem, uagtet om det er hjemmepasning af børnene eller et efterskoleophold for teenageren, og samtidig sørge for, at sygehusene, ældreplejen og folkeskolen bliver bedre?

Vi Venstrefolk bekender os naturligvis til det sidste, men vi bliver for ofte forbundet med det første, når vi ikke er bedre til at forklare danskerne, at vejen til det gode og myndiggørende liv går gennem den enkeltes frihed til at handle på egne vegne frem for at blive fortalt af politikere, hvad det gode liv er for ham eller hende.

Det er nu vores opgave at sørge for at genopbygge vores fortælling og profil, så danskerne igen i fremtiden ved, hvad man får ved at sætte sit kryds ved Venstre.

Men det kræver, at vi tør løsrive os fra magten på midten og husker, hvem vi repræsenterer, og sidst, men ikke mindst, hvorfor vi er Venstrefolk.