Jeg behøver ikke at blive rigere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lars Løkke Rasmussen har gjort det klart, hvad prisen er for at støtte en ny centrum-venstre-regering: Den skal føre en politik, der gør Danmark rigere. Jeg finder det mærkværdigt, at ingen undrer sig over præmissen og udfordrer den.

I sidste søndags Jyllands-Posten talte den norske forfatter Jan Kjærstad om det fænomen, den svenske statsminister Tage Erlander engang kaldte de stigende forventningers utilfredshed. Kjærstad er romanforfatter; han taler om sjælen og fællesskabet.

Jeg er CEO i en virksomhed, der hjælper kommuner med at måle deres klimaaftryk, og jeg har en ph.d. i fysik. Jeg stiller mig kritisk over for præmissen om, at vi som samfund skal blive rigere.

Vi er allerede rige.

Spørgsmålet er, om vi har råd til at blive endnu rigere.

WMO udgav den 23. marts sin årlige klimarapport. De seneste 11 år er de varmeste, der nogensinde er målt. Planeten optager mere varme, end den afgiver, og ubalancen er den højeste, siden målingerne begyndte i 1960.

FN’s miljøprogram, UNEP, vurderer i sin seneste Emissions Gap Report, at verden er på kurs mod cirka 2,8 graders opvarmning, og at den globale udledning skal halveres mellem 2020 og 2030, hvis vi skal holde 1,5-gradersmålet. Vi har fire år tilbage!

Vi får ofte at vide, at vi gør fremskridt. Klimaaftrykket pr. dansker er faldet ca. 20 pct. siden 1990. Det er rigtigt på papiret. Tallet kommer fra modeller, der måler, hvor klimatungt dansk erhvervsliv er pr. krone omsat. Bliver energien grønnere, falder klimaaftrykket pr. krone i alt, hvad vi køber. Men hvad har vi købt mere af?

I 1965 kørte der 745.000 personbiler i Danmark. I dag er tallet 2,86 mio. Befolkningen er kun vokset med 25 pct. I 1981 boede hver dansker på 43 kvm. I dag er tallet 53,9, samtidig med at vi er blevet færre i hver husstand.

Vi har bygget større huse til færre mennesker. Antallet af afrejsende flypassagerer fra danske lufthavne nåede ny rekord i 2025 med tæt på 19 mio. Vi købte 8 kg mere elektronik pr. dansker i 2021 end i 2012. Vejtransportens udledninger forventes at være højere i 2030 end i 1990, trods 40 års klimapolitik.

Her ligger paradokset. Vi forbruger langt mere end i 1990. Samtidig er produktionsprocesserne i Danmark, EU og Kina blevet grønnere. To kurver peger i hver sin retning: Forbruget stiger hurtigt, mens CO₂-udledningen pr. vareenhed falder.

Sammen giver de et regnskab, hvor klimaaftrykket pr. krone er faldet cirka 20 pct. Det kalder politikerne fremskridt. UNEP-rapporten siger det samme i tal. For at holde os under 1,5 grader må verdens udledning i 2035 ikke overstige cirka 25 mia. tons CO₂-ækvivalenter. Med de politikker, verden faktisk har gennemført, lander vi på 54.

Vi er på vej mod mere end det dobbelte af det krævede udledningsniveau.

Og vi ligger stadig på 10 til 13 tons CO₂ pr. dansker om året. Det niveau, klimaforskningen anser for foreneligt med 1,5 grader, er under 3 tons. Vi er fire gange over. Mikael Skou Andersen ved Aarhus Universitet kalder det vores »klimagæld«: Udledning, vi har akkumuleret langt over en retfærdig fordeling siden 1990. Det er ikke en metafor. Det er bogføring.

Når Løkke vil have en regering, der gør Danmark rigere, taler han ikke om at producere mere herhjemme. Han taler om, at vi skal kunne forbruge mere. Og det meste af det produceres et sted, hvor det er billigere at lade skorstenen ryge.

Den almindelige indvending lyder: Mit bidrag betyder ingenting.

Bjørn Lomborg har argumenteret for, at kødfri kost kun reducerer en danskers klimaaftryk med få procent, så man lige så godt kan købe CO₂-kvoter for 40 kr. og spise, hvad man vil. Teknisk korrekt inden for én bestemt beregningsmodel.

Men anvender vi alle den logik, ender vi uden ansvar overhovedet. Tænk på skatten. Hvis hver dansker regnede sig frem til, at hans bidrag udgjorde 0,00002 pct. af statsbudgettet og dermed ikke betød noget, brød hele konstruktionen sammen. Vi accepterer, at vi betaler vores andel, også når andelen alene ikke afgør udfaldet. Klimaregnskaber bør følge samme logik.

Jeg vælger at bære min andel. Ikke fordi modellerne tvinger mig, men fordi den modsatte position er etisk uholdbar. Hvis hver verdensborger skal kunne udlede under 3 tons om året, for at vi holder 1,5 grader, er det den standard, jeg er ansvarlig for.

Jeg lever ikke op til den. Mit eget aftryk er sandsynligvis tæt på 12 tons om året, fire gange min fair share. Vi flyver ikke; vi bor til leje i en lille lejlighed. Men vi har to biler og et sommerhus, der står tomt to tredjedele af året. Vi køber næsten alt nyt.

Jeg har min egen hækkeklipper, selvom min nabo har én magen til. Lige nu vil jeg gerne have en funklende ny Samsung Galaxy Tab S11 Ultra. Min gamle iPad virker. Jeg ved godt, jeg ikke behøver den. Alligevel kan jeg næsten ikke lade være.

Dette er ikke rettet mod velfærdsstaten. Tværtimod. Løkkes »rigere« handler ikke om enlige forældre i Brabrand. Deres klimaaftryk ligger allerede under deres fair share, ikke fordi de er dydige, men fordi de er fattige. Min indvending gælder ikke dem, der mangler det basale; dem skal velfærdsstaten løfte. Spørgsmålet er, om de af os, der har valget, behøver at blive endnu rigere?

En interessekonflikt skal nævnes: Jeg lever af at hjælpe organisationer med at måle deres klimaaftryk. Min forretning vokser, når andre tager klimaregnskab alvorligt. Det svækker ikke argumentet, men det eksponerer det.

Min Samsung-trang er ikke en moralsk defekt. Vi er bare mennesker. Egoistiske, vaneprægede, dårlige til at reagere på langsigtet og abstrakt risiko. Det er ikke et problem, viljestyrke alene kan løse. Vi har brug for, at staten ændrer spillereglerne, så det rigtige også bliver det letteste.

Bhutans konge formulerede i 1972 begrebet bruttonationallykke: Et lands fremgang skal måles på borgernes velbefindende, ikke kun på pengestrømme. Bhutan har dystre skyggesider, men spørgsmålet er gyldigt.

Den svenske statistiker Hans Rosling kaldte sig en possibilist: Én, der hverken håber uden grund eller frygter uden grund. På de fleste mål har verden det bedre end før. Men Rosling nævnte fem globale risici, og klimaet var en af dem. Selv den hårdnakkede optimist så det som undtagelsen. Vi har brugt tiden op.

Jeg er ikke imod, at vi bliver rigere. Jeg er imod, at vi bliver det på den forkerte måde.

Mine forslag er beskedne. Reparation skal være billigere end nykøb. Fjern moms eller giv højere skattefradrag på håndens arbejde: skomageren, syersken, cykelsmeden, hvidevarereparatøren. Forudsætningen er, at ordningen kan håndhæves uden groft misbrug.

Sverige har vist, at det kan lade sig gøre med RUT- og ROT-fradragene; det virker. Gør deleøkonomi og genbrug lettere end nykøb. Markedet alene gør det modsatte: Den vaskemaskine, der kan repareres for 1.500 kr., taber til den nye til 6.000. Skal vi have et andet resultat, må vi have andre spilleregler.

Jeg behøver ikke at blive rigere. Det er en personlig holdning og min overbevisning, ikke en moralsk fordring til andre. Jeg lever ikke altid op til den, men det ændrer den ikke.

Vi, der har meget, kunne spørge os selv: Bliver vi virkelig lykkeligere af endnu mere? Måske er det tid til at skifte gear?

Spørgsmålet til den kommende regering er ikke, om Danmark skal være rigere. Det er: rigere på hvad?