Studerende: Billige fødevarer løser mere end 1.000 kr.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mandag begyndte udbetalingen af fødevarechecks, som fortsætter hen over maj og juni. Blandt modtagerne er udeboende studerende.

Da regeringen besluttede at give en skattefri fødevarecheck på 1.000 kr. til blandt andre udeboende studerende, var det nærliggende at opfatte beslutningen som en håndsrækning. Endelig lidt luft i et presset studenterbudget.

Men i et større perspektiv er fødevarechecken ikke blot en hjælp. Den er en indrømmelse – en erkendelse af, at den økonomiske ramme om studielivet ikke længere kan bære almindelige prisstigninger.

SU’en for udeboende studerende på videregående uddannelser er i 2026 fastsat til 7.426 kr. om måneden før skat.

Det er et politisk fastsat beløb, som over tid har haft vanskeligt ved at følge udviklingen i leveomkostningerne. Især boligudgifterne i de større studiebyer har bevæget sig i en retning, hvor SU’en for mange ikke længere rækker til det mest basale.

Det er ikke et midlertidigt problem. Det er ikke resultatet af én dyr måned eller en enkelt inflationstop. Det er et strukturelt vilkår, som gradvist har ændret studielivets karakter.

Når flere studerende arbejder mange timer ved siden af studiet – ikke for ekstra forbrug, men for at kunne betale husleje og mad – forskydes fokus fra fordybelse til overlevelse.

Fødevarechecken ændrer ikke på det. Den lindrer kortvarigt, men efterlader det underliggende problem urørt. Når hjælpen gives som engangsbeløb, bliver studerendes økonomi afhængig af sporadiske politiske indgreb frem for stabile rammer.

Det skaber usikkerhed, ikke tryghed.

En mere systematisk regulering af SU’en i takt med leveomkostningerne er et oplagt sted at begynde. Ligeledes er boligpolitikken for studerende afgørende.

Analyser fra Finans Danmark peger på, at SU’en i flere studiebyer ikke dækker en almindelig husleje, hvilket presser studerende ud i enten omfattende arbejde eller gæld.

For mange studerende er det ikke SU’en i sig selv, der opleves som mest utilstrækkelig, men den bolig, den skal række til. I de store byer er jagten på en betalelig ungdomsbolig ofte det første møde med et system, der ikke er indrettet til dem, det ellers er tiltænkt.

For mig illustrerer fødevarechecken en politisk tilgang, hvor man reagerer på symptomer frem for at tage fat på årsagen. Den sender et signal om handlekraft, men i praksis er den først og fremmest symbolpolitik.

1.000 kr. gør en forskel i en enkelt måned, men ændrer ikke på den økonomiske virkelighed, studerende står i resten af året.

Hvis fødevarechecken skal have nogen reel betydning, bør den ikke stå alene som et isoleret tiltag, men ses som et udgangspunkt for en mere ærlig diskussion om studerendes økonomi. Ellers risikerer den blot at blive endnu et midlertidigt indgreb, der køber ro – uden at løse problemet.

Fødevarechecken er derfor et symptom på et større problem – ikke en løsning. Den giver et øjebliks lettelse, men ændrer ikke ved den grundlæggende ubalance i studerendes økonomi.

Når økonomisk usikkerhed bliver et grundvilkår for studielivet, er det ikke længere et individuelt problem, men et samfundsanliggende.

Et uddannelsessystem kan ikke hvile på midlertidige lappeløsninger, hvis det samtidig vil kalde sig åbent og lige.