Hvorfor er vi så bange for det private, når vi kender så lidt til det offentliges egne milliarder?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har siddet i byrådssalen med det politiske ansvar for de tunge budgetter. Jeg har samlet siddet syv år som skolechef og PPR-leder, med det øverste ansvar for at få enderne til at mødes i det kommunale maskinrum. Jeg kender systemet indefra – både dets styrker og dets tunge, uigennemsigtige bureaukrati.

I dag står jeg på den anden side som direktør for en privat social virksomhed. Og herfra er paradokset til at få øje på: Vi befinder os i et ideologisk stormvejr, hvor ”private aktører” og ”overskud” bliver talt op som en trussel mod velfærden.

Men sandheden er, at vi har brug for det private initiativ for at gribe de mennesker, som det offentlige system – trods gode intentioner og milliarder af kroner – desværre alt for ofte taber.

Vi skal selvfølgelig have fat i de brodne kar. Der findes aktører i den private sektor, som prioriterer profit over pædagogik. De skal findes, og de skal ud af branchen med det samme. De ødelægger det for de tusindvis af dedikerede medarbejdere, der hver dag kæmper for de svageste.

Men som tidligere forvaltningsleder undrer det mig, at vreden er så selektiv. Når et privat tilbud svigter, kræver man systemforandring. Når en kommunal specialskole eller et botilbud fejler, betragtes det som en beklagelig enkeltsag eller et spørgsmål om ressourcer – hvis sagen i det hele taget får store overskrifter i landets medier. Vi har brug for en kontrol, der er lige så hård mod den kommunale mastodont som mod den private lykkeridder.

Som skolechef ved jeg, hvor utroligt svært det er at gennemskue de reelle omkostninger pr. borger i det kommunale system. Budgetterne er ofte en jungle af interne overførsler og administrative lag, hvor en stor del af pengene forsvinder, før de når barnet eller den unge.

Som privat direktør står jeg på mål for hvert et bilag. Vi bliver tjekket, målt og vejet – og det gør vi med stolthed. Men jeg savner, at vi tør stille de samme krav til det offentlige: Hvor meget velfærd får borgeren egentlig for pengene bag de lukkede kommunale døre? Hvorfor accepterer vi et mørke i det offentlige, som vi aldrig ville tolerere i det private?

For mig er et sundt overskud ikke et tegn på kynisme, men på robusthed. Det er det, der gør, at vi kan investere i den allerbedste pædagogik og sikre, at vi også er her i morgen. Vi er ikke et alternativ til velfærden – vi er en nødvendig forudsætning for, at den er finmasket nok.

Min appel til mine tidligere kolleger i både forvaltninger og byrådssale er: Lad os dømme velfærd på kvaliteten af det menneskeliv, vi hjælper, og ikke på, hvem der underskriver lønsedlen.

Lad os få en benhård kontrakt, hvor vi måles på resultater, gennemsigtighed og etik. Men lad os også stoppe med at regulere de gode, innovative tilbud ihjel i en misforstået jagt på ideologiske fjendebilleder.

Jeg har ikke skiftet side. Jeg har blot taget min erfaring fra byrådet og skolechefkontoret med ud i virkeligheden. Jeg tager kampen for velfærden hver dag – i stalden, i skoven og i debatten. For det handler ikke om systemet. Det handler om mennesket.