Listeopstilling er ikke en menneskeret

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Borgernes Parti er nu reelt en enmandshær. Lars Boje Mathiesen stiftede partiet, tog det ind i Folketinget – og har siden set sine medlemmer forsvinde ét efter ét. Tilbage sidder han for sig selv med tre løsgængere, han selv hjalp ind. Det er en politisk farce uden lige, men det er også noget mere: Det er et symptom på, at vores valglovgivning ikke har fulgt med tiden.

Listeopstilling er nemlig ikke en neutral teknikalitet. Det er en institutionel fordel af betydelig størrelse. Et parti, der stiller op på liste, kan bringe kandidater ind i Folketinget på andres stemmer, der aldrig ville have opnået valg som løsgængere, hvor kravet er omkring 20.000 personlige stemmer i en storkreds. Siden 1994 er det ikke lykkedes en eneste løsgænger at blive valgt. Alligevel har vi nu, bare lidt over en måned efter valget, fire løsgængere i Folketinget.

Listesystemet er med andre ord en massiv strukturel gevinst designet til partier med rødder, medlemmer og intern kultur. Ikke til enkeltpersoner med et cvr-nummer og en presseansvarlig.

Vores partilistesystem blev til i en tid, hvor partierne var masseorganisationer med tusindvis af aktive medlemmer, lokale foreninger og reelle interne demokratiske processer. Da Valgloven af 1920 indførte partilister, som vi kender dem i dag, var antagelsen, at partier var masseorganisationer med dyb folkelig forankring. Den tid er forbi. Partierne er blevet mindre, løsere og i Borgernes Partis tilfælde reduceret til personlige projekter. Det var ikke på dette grundlag, at valgloven af 1920 blev underskrevet.

Borgernes Parti høstede listeopstillingens frugter ved valget og kan nu ikke engang holde sammen på sin egen gruppe. Det er ikke bare et internt anliggende, men et misbrug af et institutionelt smuthul, som forudsætter, at der er et reelt parti bag opstillingen. Når der ikke er det, er der tale om et demokratisk svigt.

Hvad løsningen er, er ikke ligetil. Forslag som at lade mandatet følge partiet frem for personen rejser væsentlige principielle spørgsmål, og alle modeller har deres bagsider.

Men det ændrer ikke ved det grundlæggende problem: at vi i dag har partier med adgang til listeopstilling, som i praksis ikke fungerer som partier, og en lovgivning, der endnu ikke har indhentet denne udvikling.

Hvis listeopstilling fortsat skal være en central del af det danske valgsystem, bør det overvejes at knytte den til et minimum af intern demokratisk praksis – eksempelvis at kandidater godkendes af et reelt medlemsgrundlag frem for alene af en partistifter.

Det kunne også indebære krav om, at partier har vedtægter, der fastlægger grundlæggende procedurer for medlemsindflydelse, opstilling og ledelse. Med andre ord: at partier skal opføre sig som partier. Vil man nyde godt af listesystemet, skal man også i nogen grad leve op til dets forudsætninger.

Listeopstilling er ikke en menneskeret. Det er en institutionel fordel, der forpligter. Når koblingen mellem fordel og forpligtelse svækkes, er det ikke kun partierne, men også systemet, der mister noget af sin sammenhæng og troværdighed.