Generalisterne tager over – og de aner ikke, hvad de laver

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære læser: Når politikere bruger ord som »strømlining«, »modernisering« eller »effektivisering«, så skal du holde rigtig godt fast i din pung og dine rettigheder. For det betyder næsten altid det samme: Vi fjerner besværet, så vi kan bestemme mere. Hurtigere.

Den 10. april 2026 skete der noget på Christiansborg, som de færreste lagde mærke til midt i valgkampens efterveer. Man skar antallet af udvalg ned fra 30 til 20.

Det lyder som en kedelig skrivebordsøvelse, men det er i virkeligheden et større magttyveri i nyere tid. Man har fjernet bremsen på magten og kaldt det for en oprydning.

Udvalgene i Folketinget er der af en grund. Det er her, politikerne går i dybden. Det er her, de skal opdage de fejl i lovgivningen, som embedsmændene i ministerierne har overset – eller for den sags skyld gemt væk.

Men i de nye ”superudvalg” skal den samme politiker – med dette nye tiltag – eksempelvis have styr på alt fra CO₂-afgifter og kvantecomputere, til hvordan din lokale købmand skal betale skat. Det er der ingen mennesker, der kan.

Resultatet giver sig selv: Vi får politikere, der kun læser overskrifterne. De bliver generalister, der ved en lille smule om ingenting.

I den ovenstående nye struktur hedder det Erhvervs-, Klima- og Digitaliseringsudvalget. Før reformen i 2026 var dette fordelt på mindst tre-fire forskellige udvalg: Skatteudvalget, der sad tungt på alt, der handlede om skattefar. Erhvervsudvalget tog sig af virksomhederne og butikkerne. Klima- og Energiudvalget tog sig af spørgsmålene om CO₂-mål og vindmøller. Og det daværende Digitaliseringsudvalg kiggede på techgiganterne.

Nu har man proppet det hele ned i én stor suppedas af en gryde. (U)logikken fra Slotsholmen er, at tingene hænger sammen. Men virkeligheden er jo, at man beder en politiker om at være ekspert i både CO₂-afgifter, som er benhård naturvidenskab og økonomi, kvantecomputere, som er teknisk sort snak for de fleste, og erhvervsbeskatning, som er tung jura.

Som jurist ved jeg, at de vigtigste kampe ikke står i de store taler i nyhedsdækningen. De står i de små parenteser i lovgivningen og på Folketingets tv-kanal. Det er der, man gemmer de stramninger, der rammer dig som borger.

Det er der, man laver de små justeringer, der gør det sværere at klage over en afgørelse, eller som giver myndighederne lov til at overvåge dig lidt mere.

Hvis politikerne ikke har tid til at læse det med småt, hvem gør det så? Svaret er: ingen. Vi risikerer at få lovgivning, der er sjusset igennem, fordi det skulle gå stærkt. Det er med andre ord din retssikkerhed, der er på spil her. Det er ikke effektivitet – det er sjusk.

Der er også et andet problem. Når man skærer antallet af udvalg ned, skaber man en flaskehals. Hvis du er en lille borgerforening eller en græsrodsbevægelse, der gerne vil råbe politikerne op, så kan du godt glemme det. Køen er nu blevet så lang, at kun lobbyisterne med de dyre jakkesæt og de store budgetter kan mase sig igennem.

Vi er ved at skabe et lukket kredsløb på Christiansborg. De store partier og de store organisationer kan sagtens finde ud af det. Men den almindelige dansker og de mindre, skæve stemmer bliver sorteret fra af selve strukturen.

Og det stopper ikke dér.

Denne form for koncentration af magten er gift for oppositionen, hvis rolle i et demokrati selvsagt er at være vagthund over for regeringsmagten. Udvalgene har traditionelt været det sted, hvor de mindre partier kunne markere sig og tvinge regeringen til indrømmelser gennem grundigt udvalgsarbejde og kritiske spørgsmål.

Med den nye struktur er de store partiers ordførere blevet en slags ”superordførere”, mens de mindre partiers medlemmer skal løbe dobbelt så stærkt for blot at følge med i de mest basale sagsakter.

Det skaber et A- og B-hold i Folketinget, som i sidste ende svækker både kontrollen og kvaliteten af den lovgivning, vi bygger vores samfund og fremtid på.

Jeg er træt af at høre, at det hele altid skal gå så hurtigt. Demokrati er langsomt af en grund. Det er designet til at skabe modstand. Det skal være svært at vedtage en lov, for love har konsekvenser for rigtige mennesker.

Når vi fjerner modspillet for at spare tid, fjerner vi også muligheden for at opdage fejlene. Vi har ikke brug for et Folketing, der kører på turbo. Vi har brug for et Folketing, der stopper op og stiller de besværlige spørgsmål.

Det her handler ikke om 20 eller 30 udvalg. Det handler om, hvorvidt vi vil have et folkestyre, der rent faktisk har styr på sagerne, eller om vi bare vil have et glansbillede, der ser effektivt ud på en PowerPoint.

Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge.