Cillemouse som ambassadør: Har I tænkt jer om, Julemærkefonden?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kan man sælge skønhedsidealer og kropslig perfektion og samtidig være ambassadør for børn, der kæmper med mistrivsel og udsathed?

Ja, siger Julemærkefonden, der netop har udnævnt Cecilie Haugaard, kendt som Cillemouse, som ny ambassadør for arbejdet med børns trivsel.

Valget har ikke overraskende affødt kritik. Ikke mindst fordi mange af de børn, fonden arbejder med, mistrives på forskellig vis i et pres præget af idealer, sammenligning og sociale medier. Reaktionen og kritikken har været forudsigelig, og Julemærkefonden må have forberedt sig på kritikken.

I de mange reaktioner enten forsvares udnævnelsen med henvisning til gode intentioner og stor rækkevidde, eller den kritiseres som et forargende og tonedøvt fejlskud.

Hvis vi alligevel for en stund skal behandle denne udnævnelse som andet end endnu en forbigående shitstorm og et mediefænomen, må vi kigge lidt dybere.

Forskningen peger konsistent på en sammenhæng mellem unges brug af sociale medier og øget kropsutilfredshed, social sammenligning og lavere selvværd. Særligt hos børn og unge, der i forvejen er sårbare og i mistrivsel.

Det centrale spørgsmål er derfor ikke, hvad nogen føler, synes eller mener. Hverken Julemærkefonden, kritikere eller tilhængere. Det centrale er en grundlæggende skelnen mellem intention og repræsentation, og hvad valget faktisk signalerer.

Der er ingen grund til at betvivle Cecilie Haugaards ønske om at bidrage positivt. Hun har en relevant faglig baggrund og et erklæret engagement i trivsel og selvværd. Hun har formået at skabe sig en kommerciel platform, som kun meget få lykkes med. Hun har velfortjent succes.

Konflikten opstår først, når denne succes og praksis kobles direkte til en indsats, der retter sig mod børn, som netop er sårbare over for de selvsamme mekanismer, influencerøkonomien bygger på. For influencerrollen er ikke en neutral position eller platform. Den er en professionel praksis, hvor opmærksomhed typisk skabes gennem æstetisk iscenesættelse, dyrkelse af idealer, kommercielle samarbejder og en kontinuerlig fremvisning af det ekstraordinære, perfekte og attraktive liv.

Cecilie Haugaard har tidligere været centrum for en omfattende kritik tilbage i 2023 i forbindelse med sin bog og medieoptrædener, hvor hun dengang tog et opgør med perfekthedskulturen på sociale medier. Kritikken gik heller ikke dengang på intentionen, men på det oplevede misforhold mellem budskab og praksis. Kritikerne pegede også dengang på, at hun talte imod en kultur, hun samtidig selv er en aktiv del af og økonomisk afhængig af.

Det interessante er imidlertid ikke i sig selv disse ”storme”, da de efterhånden er at forvente i en digital offentlighed.

Det interessante er Julemærkefondens begrundelse og præmissen om, at troværdighed kan reduceres til intention og personlig autenticitet.

Men troværdighed handler her om sammenhæng mellem det liv, influenceren præsenterer offentligt, og det budskab, der samtidig formidles. Når denne sammenhæng vakler, opstår der en grundlæggende og berettiget tvivl: Er det et opgør med idealerne eller blot en ny måde at iscenesætte dem på?

Netop derfor bliver udnævnelsen et spørgsmål om legitimitet. Pludselig bliver Julemærkefonden selv genstand for den kritik, organisationen forsøger at adressere, og gør det vanskeligt at fastholde en klar og utvetydig position.

Hvis målet er at styrke børns tro på egen værdi uafhængigt af udseende, status og ydre perfektion, så er det afgørende, at Julemærkefonden som afsenderen af budskabet ikke samtidig er tæt forbundet med en kultur, hvor netop disse parametre er centrale.

I arbejdet med børn og unges trivsel er signaler ikke perifere. De er en del af indsatsen. Og hvis budskabet skal stå stærkt, må Julemærkefonden kunne bære det uden forbehold.