Skolevægring er et stort samfundsproblem. Gør noget!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Skolevægring og massivt fravær er et af de mest alvorlige svigt i vores velfærdssamfund lige nu. For hvert barn, der bliver hjemme, mister vi ikke bare undervisningstimer – vi mister trivsel, fællesskab og fremtid.

Det her er ikke bare en debat om fraværsprocenter. Det er en debat om, hvilket samfund vi vil være.

Skolevægring har udviklet sig til at være et enormt samfundsmæssigt problem, som vi er forpligtet til at handle på. Det kræver, at vi reagerer og forholder os til, hvordan vi får knækket denne katastrofale tendens.

For det hører ingen steder hjemme i et velfærdssamfund som det danske, at så mange børn kan være uden for skolefællesskabet.

Hvis vi gerne vil sikre, at flere unge får de bedste forudsætninger for at bestå en 9. klasse, er det helt afgørende, at de trives i skolen. Trivsel er forudsætningen for at lære.

Vi skal turde sige det højt: Når børn udvikler skolevægring, er det et tegn på, at noget omkring dem ikke fungerer.

Men det er også et tegn på, at systemet ikke har grebet dem i tide. Børn reagerer på de rammer, de er i, og selvom skolevægring og højt skolefravær har mange årsager, så er det en reaktion på et system, som ikke fungerer – og hvor det ikke nødvendigvis handler om diagnoser.

Så vi har et fælles ansvar – politikere, forvaltning, skoler, institutioner, fagfolk og forældre – i at få skuden vendt.

For det første skal vi reagere langt tidligere. I dag går der ofte uger og måneder, før et bekymrende fravær fører til reel handling. Det er uacceptabelt. Indsatsen skal sættes ind ved de første tegn – ikke når problemet er vokset sig stort. Nogle kommuner har succes med indsatser, der forebygger skolevægring; dem skal vi lære af.

For det andet skal vi bryde siloerne. Det nytter ikke at skole, PPR og familieafdeling arbejder hver for sig, mens barnet bliver væk fra undervisningen. Der skal være én samlet indsats omkring barnet – med klart ansvar og hurtig handling.

For det tredje skal vi sikre, at det er forældrene, der får den rette hjælp. Det er ikke altid sikkert, at det er børnene, der skal sendes til behandling eller udredning, men at det i første omgang handler om at kunne tilbyde et struktureret støtteforløb til forældrene.

Måske bør vi etablere ”mødregrupper” (for begge forældre), også for forældre til større børn i den begyndende teenagealder?

Én ting er sikkert: Vi skal ikke acceptere, at børn langsomt forsvinder ud af skolen, uden at nogen griber dem. Vi skylder dem bedre. Og vi har pligt til at handle. Hvis vi ikke handler nu, bliver regningen langt større senere – både menneskeligt og økonomisk.