Taburetter skal give mening
Et af problemerne med flerpartiregeringer er, at der skal være ministerposter til flere. Det øger risikoen for at oprette overflødige ministerier.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Groft sagt kan man opdele vælgerne i to blokke efter deres økonomiske interesser. Rød blok, hvis man hører til ”modtagerne”, eller blå blok, hvis man hører til ”betalerne” i forhold til statskassen. De to blokke er i vore dage omtrent lige store, men begge er opdelt på mange politiske partier.
Der har været talt om muligheden for at danne en regering hen over midten. Hvis en sådan skal have flertal, vil den imidlertid komme til at bestå af mindst fire partier. Det vil medføre et problem, som endnu ikke har fået mange ord med på vejen. Nemlig en yderligere vækst i udgifterne til den danske statsadministration – set i lyset af en betydelig vækst i antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor gennem de senere år.
Under regeringen Hans Hedtoft 1955-57 var der 15 ministerier i Danmark. I J.O. Krags tid i 1964-68 var antallet af ministerier 20. I Schlüters regering 1982-1988, som bestod af hele fire partier, var der 22 ministerier, mens der i Løkkes regering i 2009-2011 var 21. I den seneste regering under Mette Frederiksen voksede antallet af ministerier til 25.
Et af problemerne ved en flerpartiregering er, at alle medvirkende partier skal have en passende portion ministerposter som vederlag for deres deltagelse. Det indebærer traditionelt oprettelse af nye ministerier med tilhørende departement, styrelser, institutioner og evt. klageinstans. I praksis sker det som regel ved at opsplitte og udvide nogle af de bestående ministerier.
Det bliver derfor i højere grad et spørgsmål om at få ministerkabalen til at gå op end om en saglig vurdering af fordelingen af de berørte sagsområder.
Mange ministerier dækker allerede nu i et vist omfang samme emner, blot set fra forskellige vinkler. Man har således f.eks. både en miljøminister, en minister for grøn trepart, en minister for klima, energi og forsyning samt en minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Hertil kommer en transportminister.
Spørgsmål om f.eks. udledning af diverse uønskede stoffer må siges at være godt dækket ind i det omfang, de berørte ministerier med tilhørende styrelser i øvrigt formår at samarbejde på fyldestgørende vis.
Nu melder spørgsmålet sig om, hvor mange nye ministerier der så kommer, hvis antallet af regeringspartier øges til fire eller fem?
Det kan blive rigtig dyrt for skatteborgerne. Det drejer sig jo ikke kun om ministerløn og pension, men om opbygning af endnu flere offentlige instanser, som skal have noget at lave – og formentlig vise en ny ministers handlekraft, uden at det blot ender med en yderligere komplicering af eksisterende regler (som det f.eks. er sket ved ændring af reglerne om vurdering af fast ejendom).