Europas næste krise er allerede programmeret ind i din telefon

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Seks uger. Så længe har Europa flybrændstof til, hvis Hormuzstrædet forbliver lukket. Energikrisen fylder med rette i den politiske debat.

Men bag oliepriserne gemmer sig en langt farligere afhængighed, som næsten ingen taler om. Over 90 pct. af verdens mest avancerede mikrochips bliver produceret i Taiwan.

Ifølge Chatham House ville en kinesisk blokade af øen ramme den globale økonomi hårdere end både finanskrisen og coronapandemien. Vi taler om 5 pct. af verdens samlede bnp. Ved krig mellem USA og Kina når tallet 10 pct.

Alligevel er Taiwan nærmest fraværende i den europæiske debat. Dan Jørgensen advarer mod lavere dieselafgifter. Tænketanken Europa kritiserer EU-Kommissionens krisepakke for at komme for sent. Det er relevante diskussioner.

Men de handler om en krise, vi allerede står i. Spørgsmålet er, om vi også forbereder os på den næste. Olie kan erstattes. Halvledere kan ikke. Virksomheder, der mister adgang til taiwanske chips, skal bruge måneder eller år på at redesigne software og finde nye leverandører. Der findes ingen strategisk reserve af mikrochips.

EU vedtog European Chips Act i 2023. Der bliver bygget en stor chipfabrik i Dresden. Det er gode skridt.

Men fabrikken producerer først fra 2027 og kun chips i den ældre teknologiklasse. De avancerede chips, der driver kunstig intelligens og moderne forsvarssystemer, bliver stadig kun lavet ét sted i verden.

Europa planlægger, som om vi har årtier. Kinas militærøvelser omkring Taiwan tyder på, at vi måske har år.

Vi bør som samfund kræve, at Taiwan-spørgsmålet får samme politiske vægt som energipolitikken. Det betyder tre ting. For det første skal europæiske regeringer udvide det direkte samarbejde med Taiwan om teknologi og forsyningskæder, også selv om Kina protesterer.

For det andet skal tempoet i halvlederdiversificeringen op. Det nytter ikke at have en strategi, der først virker om 10 år, hvis krisen kan komme om to.

For det tredje skal Danmark og EU bruge deres diplomatiske relationer til at gøre det klart over for Beijing, at en blokade af Taiwan vil have massive konsekvenser for Kinas egen økonomi og omdømme.

Europa har nu gennemlevet to forsyningschok på fire år. Russisk gas i 2022. Iransk olie i 2026. Begge gange blev vi overraskede.

Det tredje chok behøver vi ikke vente på. Vi ved, hvor det kommer fra. Vi ved, hvad det vil koste. Spørgsmålet er, om vi vælger at handle, mens vi stadig kan.