Mælk har ikke noget at gøre i den debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Vi kan tåle mælk,« lød det fra Rasmus Munch Søndergård i DR-udsendelsen ”Deadline” den 14. april som argument for, hvorfor genetik og blod kan kobles til danskhed. Hvad der umiddelbart fremstår som en humoristisk bemærkning, peger imidlertid på en mere bekymrende udvikling i den politiske debat.

Udtalelsen faldt i kølvandet på, at den nyvalgte folketingspolitiker Nadja Nathalie Isaksen på X skrev, at »en kat ikke bliver til en hest, fordi den er født i en hestestald« om folketingsmedlem Samira Nawa. Siden har Berlingske dannet ramme om en debat mellem Christian Egander Skov og Julie Grove om, hvorvidt danskhed kan defineres ud fra blod og genetik.

Men problemet er ikke kun svarene i den debat – det er selve præmissen. Når genetik og biologiske karakteristika bringes ind som markører for national identitet, er vi ikke længere i en værdipolitisk diskussion, men i en biologisering af tilhørsforhold. Det er ikke en neutral forskydning. Tværtimod begynder vi at trække os ind på et idéhistorisk sidespor, som tidligere har haft vidtrækkende og alvorlige konsekvenser.

Det gælder også brugen af mælk som symbol. For i en årrække er netop mælk og laktosetolerance blevet brugt i visse online fællesskaber som markører for tilhørsforhold, overlegenhed og “autenticitet”. Allerede i 2018 advarede genetikforskere om, at forskning i blandt andet laktoseintolerance blev misbrugt i debatter om race og forskelle mellem mennesker. Det handler om selve den menneskelige værdi i at kunne tåle mælk som noget, der er overlegent.

Samtidig opstod begreber som “soyboy” – et nedsættende udtryk brugt i dele af manosfæren – i direkte opposition til netop mælk som symbol. Det er ikke tilfældige internetfænomener, men udtryk for et verdensbillede, hvor hierarkier mellem mennesker normaliseres og legitimeres. Ligesom i tilfældet med mælken henvises der til tvivlsom videnskabelig evidens, eksempelvis påstanden om, at sojaindtag sænker testosteronniveauet og fører til feminisering.

Et nyere eksempel på mælk som politisk symbol kommer fra USA, hvor Trump i januar lancerede ”Make Whole Milk Great Again”, hvori mælken blev gjort til genstand for selve Maga-projektet i modsætning til det woke.

Pointen er ikke, at en enkelt bemærkning i ”Deadline” i sig selv er ekstrem, men at symboler og tankesæt, som tidligere har været forbeholdt nicheprægede onlinefællesskaber, i stigende grad finder vej ind i den brede offentlige debat. Det er i onlinefællesskaber, at man finder opfordring til vold og skadeligt indhold.

Det flytter gradvist grænserne for, hvad der opfattes som legitimt at sige – og tænke – om hinanden. Og hvis vi ukritisk accepterer præmisser, symboler og narrativer, risikerer vi at normalisere måder at forstå forskelle mellem mennesker på, som bygger på idéen om biologiske hierarkier.