Lars Aagaards tunnelsyn spænder ben for Danmarks grønne guldæg
Prisen for Moderaternes manglende vision er tre års tabt tid og en elektrificering, der snegler sig afsted, mens den burde køre i højeste gear.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er nu over tre et halvt år siden, at kursen for Danmarks grønne omstilling blev lagt i hænderne på et politisk tunnelsyn.
Blot 14 dage efter sin tiltræden som energiminister afviste Lars Aagaard (M) reelt at lade staten bygge og drive energiøen i Nordsøen.
Grundlaget var en rapport, der spåede underskud, men som byggede på midlertidige, tårnhøje renter. Hele 70 pct. af omkostningsstigningen skyldtes finansiering, ikke projektets fundamentale værdi.
Lars Aagaard fik tilsyneladende et chok over tallene og har siden blokeret for projektet. Denne tøven fra Moderaterne har forsinket den danske elektrificering med over tre et halvt år.
Det er fatalt, for udbygningen af elnettet på land afhænger direkte af, hvor de store mængder havstrøm føres i land. Uden en overordnet struktur for energiøen famler vi i blinde på landjorden.
I dag går udbygningen af det danske elnet alt for langsomt. Hvis vi skal nå vores klimamål og sikre strøm nok til elbiler og varmepumper, skal udbygningstakten op i det tredobbelte tempo af det nuværende. Det kræver, at vi har en fastlagt masterplan og en overordnet struktur på plads nu.
Man kan ikke planlægge elnettets motorveje, før man ved, hvor de store kraftværker til havs placeres. Ved at udskyde beslutningen om energiøen har Lars Aagaard reelt skabt en prop i systemet, der forhindrer os i at opskalere hastigheden.
Det er afgørende, at staten tager ejerskab over selve øen og de store transmissionskabler til land. I modsætning til vindmøller slides en kunstig ø og de store kobberkabler stort set ikke; de har en levetid på over 100 år.
Økonomien i projektet er i virkeligheden solid. Ved at benytte billige EU-lån kan gælden afvikles over blot 30 år. Herefter vil energiøen stå som en gældfri og ekstremt rentabel overskudsforretning for den danske stat i de efterfølgende 70 år.
Det er en klassisk infrastrukturinvestering, som vil tjene sig selv hjem mange gange. Samtidig vil et statsligt fundament give danske giganter som Ørsted og Vestas de nødvendige rammer for at skabe en solid forretning på toppen af infrastrukturen.
I januar i år indgik Nordsølandene en aftale, der kræver, at Danmark leverer ca. 100 gigawatt strøm. Det mål er fysisk umuligt at nå uden en energiø som knudepunkt.
Teknisk set er det desuden langt billigere at føre transmissionsledninger i havet direkte fra øen til vores nabolande frem for at trække kablerne tværs over det danske landskab med dertilhørende ekspropriationer og lokale konflikter.
Ved at nægte at studere mulighederne for statslig drift har Lars Aagaard fordyret og forsinket processen. Vi har en minister, der har kigget i kortsigtede regneark frem for at sikre nationens infrastruktur og fremtidige indtjening.
Prisen for Moderaternes manglende vision er tre års tabt tid og en elektrificering, der snegler sig afsted, mens den burde køre i højeste gear. Det er på tide at indse, at energiøen ikke er en udgift, men fundamentet for fremtidens grønne guldæg.