Medier skaber en forskruet opfattelse af virkeligheden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er konservativ. Derfor mener jeg også, at familien spiller en helt afgørende rolle i dannelsen af samfundet. Vi kan ikke skabe et stærkt fællesskab eller et stærkt land, hvis de borgere, der skal bære det, ikke kommer fra trygge rammer – hvor de har oplevet forældrekærlighed og lært værdien af stabile relationer mellem voksne.

Familien er ikke bare en privat størrelse. Den er en samfundsbærende institution.

Derfor er jeg også overbevist om, at en del af den nødvendige åndelige oprustning i vores tid handler om at genopdage og genopbygge familiens betydning.

Men vi befinder os i en tid, hvor familie og familieværdier ikke længere fylder ret meget i den offentlige samtale. Det er ikke moderne at tale om kernefamilien. Det er ikke attraktivt at fremhæve dens betydning for børns trivsel og for samfundets sammenhængskraft.

Tværtimod.

En af de aktører, der efter min mening bærer et stort ansvar for denne udvikling, er medierne og tv-producenterne. Hvert år bruges der millioner på at producere realityprogrammer, som systematisk underminerer idéen om, hvad et sundt forhold er. Programmer, der reducerer kærlighed til spil, relationer til underholdning og mennesker til forbrug. De skaber et billede af, at relationer er midlertidige, overfladiske og til for at blive testet, brudt og udskiftet.

Medierne har efterhånden skabt en parallel virkelighed for unge mennesker. En virkelighed, hvor man kan opnå status og anerkendelse ved at lyve, manipulere og dyrke seksuelle relationer på åben skærm. Disse personer bliver rollemodeller. De bliver fulgt, beundret og kopieret. Det er kulturpåvirkning.

For nylig kom det frem, at Viaplay vil producere og sende ”Temptation Island” i Danmark. Et program, hvor par bevidst udsættes for fristelser fra andre mænd og kvinder med det formål at teste deres forhold – ofte ved at presse dem til grænseoverskridende situationer.

Spørgsmålet er: Hvad er det egentlig, vi som samfund sidder og finansierer – direkte eller indirekte gennem vores opmærksomhed? Er det virkelig den måde, vi ønsker at lære unge mennesker om kærlighed, loyalitet og ansvar?

Samtidig står vi midt i en alvorlig demografisk udfordring. I Danmark ligger fertiliteten omkring 1,5 barn per kvinde – langt under de cirka 2,1, der skal til for at opretholde befolkningstallet. Det betyder i praksis, at vi som samfund langsomt svinder ind, hvis ikke udviklingen vendes.

Den politiske debat har primært fokuseret på økonomiske incitamenter – og det er vigtigt. Men vi må erkende, at problemet er dybere.

Derfor er det nødvendigt, at vi tænker bredere – og tør prioritere familien langt højere, end vi gør i dag. Jeg har personligt ikke noget problem med, at vi som samfund begynder at favorisere familier – særligt ægtepar med børn. Tværtimod mener jeg, at det er nødvendigt. Hvis vi mener alvor med, at familien er vigtig, så skal det også kunne mærkes.

Det kunne blandt andet indebære:

- Lavere skat for ægtepar med børn, så det økonomisk bliver mere attraktivt at stifte og opretholde en familie.

- Fjernelse eller markant reduktion af registreringsafgiften på bil for børnefamilier, så hverdagen bliver lettere og mere fleksibel.

- Bedre lånemuligheder, hvor ægtepar med børn får lettere adgang til boligmarkedet gennem statslige garantier eller særlige ordninger.

- Øget økonomisk støtte til børnefamilier, der belønner stabilitet og ansvar.

- Styrkelse af barselsvilkår og fleksibilitet, så det bliver nemmere at kombinere familieliv og arbejdsliv.

Det er på tide, at vi begynder at stille krav. Vi stiller krav til borgere om at udvise samfundssind. Vi stiller krav til virksomheder om ansvarlighed. Men medierne – som påvirker millioner af mennesker hver dag – går ofte fri. Det bør de ikke.