Inger Støjberg vender Koranloven på hovedet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Inger Støjberg, Danmarksdemokraternes formand, har på det seneste i radio og tv hævdet, at Koranloven er et angreb på ytringsfriheden. Men det er at vende sagen på hovedet.

For det er ikke en ytring i grundlovens forstand at afbrænde Koranen eller nogen anden bog. Det er tværtimod et frontalangreb på ytringsfriheden at sætte ild til bøger, der per definition indeholder en samling ytringer, og det gør Koranen.

Grundlovens § 77 er klar: »Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker.« Når Rasmus Paludan deltog i debatter op til folketingsvalget i 2022 og forsvarede sit parti Stram Kurs’ politik, var hans ord beskyttet af grundlovens § 77.

Når han brænder koraner af på gader og stræder, udtrykker han sig ikke i ord, men i stikflammer, og de er ikke beskyttet af § 77.

Da Theo van Gogh og Ayaan Hirsi Ali i 2004 protesterede imod det, de anså for et negativt syn på kvinder i Koranen, gjorde de det med filmen ”Submission”.

Ordet betyder ”underkastelse” og ”islam” at underkaste eller hengive sig til Gud. I filmen var vers fra Koranen malet på nøgne kvindekroppe. Filmen var formodentlig beskyttet af en ytringsfrihedsparagraf i Hollands grundlov.

Filmen ophidsede mange muslimer, og en af dem skuddræbte van Gogh på åben gade i Amsterdam, mens Hirsi Ali blev truet på livet.

I september 2005 endte Jyllands-Posten i et lignende stormvejr, da den i en række satiriske tegninger afbildede muslimernes profet, Muhammed, som kriger.

Avistegningerne førte ikke umiddelbart til protester i det muslimske Mellemøsten.

De kom først efter årsskiftet 2005/06, hvor en deputation af herboende imamer rejste regionen tynd med avistegningerne. Ikke for at oplyse om ytringsfrihed og satire i Danmark, men for at sætte regionen i brand, hvilket delvist lykkedes.

Paludan er med sine koranafbrændinger optændt af ønsket om at få muslimer i Mellemøsten til at angribe danske interesser, som imamerne var det i 2006.

Derfor vedtog SVM-regeringen og De Radikale ”Koranloven”, der skulle hindre Paludan i at udføre flere koranafbrændinger.

Susie Jensen, Inger Støjbergs islamordfører, gav i JP’s kronik 15/4 eksempler på, hvordan muslimske kvinder udsættes for negativ social kontrol.

Betegnende nok brugte hun ordet ”islamisme” langt hyppigere end ordet ”islam”. Dermed antyder hun, at muslimernes tro er en politisk ideologi på linje med socialisme, liberalisme og konservatisme osv.

Det er islam også for nogle muslimer. I 2006 bidrog jeg til antologien ”Storm over Europa. Islam – fred eller trussel?”, en række overvejende kritiske artikler om islam.

Jeg kunne have skudt med spredehagl og have beskrevet islam som en ideologi, alle muslimer tilslutter sig, men det gjorde jeg ikke.

Jeg skrev kun om én konkret muslims udgave af islam.

Mit bidrag, ”Guds slave i Moskeen”, handlede om den omvendte Abdul Raheem Green, der i 2006 i Londons Centrale Moske guidede og indførte gymnasieelever i islam.

I et langt skrift opregnede han tre slags jihad. I sidste type, håndens og sværdets jihad, »ofrer man liv og ejendom« – af muslimer kaldet ”hellig krig”.

Overordnet set mente han, at »sandheden er, at islam lærer sine tilhængere at søge døden på slagmarken; at dø, mens man udkæmper jihad, er en af de sikreste veje til Paradis og er Allah til stort velbehag«. Tak for oplysningen.