Unges mistrivsel bliver gjort til et familieproblem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den seneste undersøgelse fra Rockwool Fonden, som konkluderer, at familiens trivsel er den faktor, der hænger stærkest sammen med unges trivsel, har forståeligt nok fået stor opmærksomhed.

Budskabet er umiddelbart både genkendeligt og appellerende: Hvis unge mistrives, må vi se på, hvordan de har det derhjemme. Netop derfor er der også god grund til at forholde sig kritisk til, hvad undersøgelsen faktisk viser – og hvad den ikke viser.

For der er først og fremmest tale om en statistisk sammenhæng, ikke en dokumentation af, hvad der forårsager mistrivsel.

Når unge, der har det svært, samtidig beskriver deres familieliv mere negativt, ved vi ikke, hvad der kommer først.

Det kan lige så vel være mistrivslen, der påvirker den unges oplevelse af familien, som det er forhold i familien, der påvirker den unges trivsel. Den usikkerhed er helt central, men risikerer at forsvinde, når resultaterne formidles i mere bastante overskrifter.

Dertil kommer, at undersøgelsen bygger på de unges egne vurderinger af både deres trivsel og deres familierelationer. Det giver en velkendt metodisk udfordring, fordi den samme person vurderer både det, der antages at være årsag, og det, der opfattes som resultat. En ung i mistrivsel vil ofte, helt naturligt, opleve sine omgivelser mere negativt, og det kan betyde, at sammenhængen mellem trivsel og familieliv fremstår stærkere, end den nødvendigvis er.

Samtidig er det værd at være opmærksom på, hvordan undersøgelsens forståelse af trivsel i sig selv trækker i retning af familien. Når trivsel måles gennem oplevelser af tilknytning, indflydelse og det at blive værdsat, er det ikke overraskende, at netop familien fremstår som en central arena. Det er imidlertid ikke det samme som at dokumentere, at familien er den vigtigste forklaring på, hvorfor unge mistrives.

Det betyder ikke, at familien ikke har betydning – det har den i høj grad. Men når én faktor fremhæves som den vigtigste, sker det uundgåeligt på bekostning af andre forklaringer. Skoleliv, præstationspres og sociale medier fylder meget i mange unges hverdag, men deres betydning er sværere at indfange i den type analyser.

Risikoen er derfor, at det, der er mest komplekst, også bliver det, der fylder mindst i konklusionerne.

Der er også en mere principiel udfordring i den måde, resultater som disse indgår i den offentlige debat. Når budskabet bliver, at familien er den vigtigste faktor, er det svært at undgå, at det samtidig bliver hørt som en placering af ansvar. Også selv om det ikke er forskernes intention.

Som psykolog, der arbejder med børn, unge og deres familier, møder jeg ofte forældre, der i forvejen bærer på en betydelig skyldfølelse, når deres barn mistrives. Den skyld er sjældent hjælpsom. Tværtimod kan den gøre det sværere at handle konstruktivt og stå i vejen for de forandringer, der faktisk kan gøre en forskel for barnet.

Netop derfor er det vigtigt, at vi er varsomme med, hvordan vi taler om årsager til mistrivsel. Forenklede forklaringer kan være tiltalende, men de kan også have utilsigtede konsekvenser. Hvis vi kommer til at tegne et billede af, at mistrivsel først og fremmest er et familieproblem, risikerer vi både at overse andre væsentlige forhold og at lægge et yderligere pres på de familier, der allerede er under belastning.

Unges mistrivsel er et komplekst fænomen, hvor mange forskellige forhold spiller sammen. Familien er en vigtig del af dette samspil, men ikke den eneste. Hvis vi vil forstå problemet ordentligt – og ikke mindst finde løsninger, der virker – kræver det, at vi fastholder denne kompleksitet, også når den er mindre velegnet til klare og entydige budskaber.