Medierne er selv med til at underminere den offentlige tillid

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I de senere år har man kunnet iagttage en bekymrende udvikling i dele af pressen.

Clickbait‑overskrifter, fordrejede vinkler og personfokuserede konflikter fylder mere end nuancer, fakta og helhed. Artikler skrues ofte sammen med ét formål: at få så mange klik som muligt, så annoncekronerne kan rulle ind.

Problemet er, at denne tilgang har en pris.

Når komplekse sammenhænge reduceres til dramatiske overskrifter, og når mennesker i offentlige tillidshverv hænges ud på et spinkelt grundlag, svækkes tilliden – ikke kun til medierne, men til demokratiets institutioner som helhed.

Den konstante jagt på sensationer skaber et billede af, at alt er kaos, magtmisbrug og skjulte dagsordner. Det efterlader mange borgere med et indtryk af, at ingen tager ansvar, og at systemerne grundlæggende ikke fungerer.

Den type fortælling bidrager til en polarisering, som vi i forvejen ser vokse i lande som USA – men som også i stigende grad gør sig gældende flere steder i Europa.

Det er bekymrende, for bag overskrifterne findes der mange dygtige og hårdtarbejdende mennesker, som bruger en stor del af deres liv på at tjene fællesskabet. De arbejder ofte under et massivt pres og med stor personlig omkostning. Alligevel fylder deres reelle indsats sjældent i mediebilledet, fordi ansvarlighed og langsigtet arbejde sjældent genererer klik.

Der må være grænser for, hvad mennesker i offentlige roller skal finde sig i.

Kritisk journalistik er en uomgængelig og nødvendig del af et sundt demokrati, men der er en væsentlig forskel på saglig, oplysende kritik og rendyrket karakterdrab.

Når medierne bevæger sig over i det sidste, risikerer vi at skræmme kompetente mennesker væk fra ansvarsfyldte roller – og samtidig forstærke den mistillid, som splitter samfundet.

Måske er tiden kommet til at tage en mere grundlæggende debat om pressens ansvar. Ikke for at begrænse ytringsfriheden, men for at genfinde balancen mellem oplysning, fairness og økonomiske interesser.

For uden tillid – og uden respekt for dem, der påtager sig ansvaret for fællesskabet – mister den offentlige samtale sin sammenhængskraft.