Folketinget mangler stemmer fra det virkelige liv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sidste uge skrev de nyvalgte medlemmer af Folketinget under på en højtidelig erklæring om at ville overholde grundloven.

Efterfølgende var der håndtryk i vandrehallen, glade gensyn, nye ansigter, selfies på trapperne og den velkendte summen af politikere, der træder ind i et nyt kapitel. Sådan skal det være i et levende demokrati.

Men midt i feststemningen er der også grund til eftertanke. For selv om Folketinget på flere måder er blevet mere mangfoldigt efter valget – blandt andet med historisk mange kvinder og unge valgt ind – er én skævhed blot blevet større.

Alt for få af de nyvalgte medlemmer har en faglært eller ufaglært baggrund, mens endnu flere end tidligere har lange videregående uddannelser. Det betyder, at en stor del af de erfaringer, som præger hverdagen for millioner af danskere, fylder endnu mindre dér, hvor lovene bliver lavet.

Tallene kommer fra en ny opgørelse fra Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier. Den viser, at andelen af medlemmer i det nye Folketing, der er faglærte eller ufaglærte, kun er på 12 pct. Samtidig er andelen med en lang videregående uddannelse steget til 55 pct. i år.

Det er dermed helt modsat, når man kigger på den danske befolkning: Her er det kun 15 pct. af befolkningen, der har en lang videregående uddannelse, mens 55 pct. har en faglært eller ufaglært baggrund.

Det er ikke en kritik af de mange dygtige folketingsmedlemmer med akademisk baggrund. Danmark har i den grad brug for f.eks. jurister, økonomer og statskundskabere i politik.

Men demokratiet bliver fattigere, hvis bestemte erfaringer og repræsentationer fylder for lidt. Derfor har demokratiet også brug for andre end akademikere.

Når færre på Christiansborg for eksempel har prøvet at stå på et værkstedsgulv, tage nattevagter eller have et fysisk krævende arbejde, risikerer vi blinde vinkler i de beslutninger, der træffes. Ikke fordi nogen vil det. Men fordi ens egne erfaringer former ens blik på verden.

Jeg er socialdemokrat og dermed repræsentant for et parti med dybe rødder i arbejderbevægelsen, men jeg må sande, at også vi skal turde at se indad. Hvis Folketinget skal afspejle samfundet bredere, kræver det ikke mindst, at vi bliver bedre til at få mennesker med forskellige baggrunde til at tage springet ind i politik.

Alt for mange dygtige mennesker med faglært eller ufaglært baggrund tænker stadig, at politik er noget for “de andre”. At man skal have de rigtige ord, den rigtige uddannelse eller kende de rigtige mennesker for at kunne være med. Den følelse er dybt problematisk for demokratiet.

For sandheden er, at vi har brug for flere stemmer fra dem, der kender Danmark fra gulvhøjde. Flere, der ved, hvordan det er at få hverdagen til at hænge sammen med skiftehold og tidlige morgener. Flere, der har håndteret de små og store konflikter, der forekommer på arbejdspladsen.

Et stærkt folkestyre kræver, at flere kan spejle sig i dem, der bliver valgt. Hvis Folketinget bliver for ensartet, øger vi afstanden mellem borgere og beslutningstagere. Det må vi tage alvorligt.

Det betyder ikke, at den unge, engagerede folketingskandidat, der har haft et helt ungdomsliv i DSU eller VU, ikke længere er velkommen bag Borgens tykke mure.

Vi har også bare brug for mennesker med andre livserfaringer. Opgaven fortsætter nu med arbejde på, at der ved hvert nyt valg står en generation klar, som i højere grad afspejler det Danmark, de er valgt til at repræsentere.