Er frihed forbeholdt de rige? Frie skoler er andet end fine ord

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om demokrati, må vi også mene det alvorligt, når vi taler om frie skoler. Uden reelle valg har vi i praksis en statsskole – og så bliver talen om mangfoldighed og frihed mest af alt ord.

Frie skoler er et tilbud om en pædagogik, et livssyn, en værdimæssig profil eller et særligt syn på dannelse forankret i andet end politiske luner. Det er ikke et problem for demokratiet – det er en styrke. Demokratiet lever netop af, at vi vælger forskelligt og lever med uenighed side om side.

Derfor er det helt afgørende, at der er plads til de skoler, som politikerne måske ikke selv ville vælge eller ligefrem er uenige med.

Ytringsfrihed og åndsfrihed betyder ikke meget, hvis de kun gælder for synspunkter, flertallet bryder sig om. På samme måde mister vi noget vigtigt, hvis frie skoler i praksis kun kan eksistere, så længe de ligner folkeskolen tilstrækkeligt meget til ikke at vække politisk ubehag. Et demokrati har brug for saglig uenighed, stærke overbevisninger, forskellige værdier – og skolerne er et af de steder, hvor kommende borgere øver sig på netop det.

Retten til at drive fri skole er derfor ikke kun et teknisk spørgsmål om paragraffer og tilskudsmodeller. Det er et spørgsmål om, hvilket demokrati vi ønsker. Vil vi have et samfund, hvor staten i stigende grad definerer, hvad der er “rigtige” værdier og “rigtig” pædagogik – eller et samfund, hvor borgere og fællesskaber har reel mulighed for at forme deres egne skoler inden for nogle klare, men rimelige rammer?

Hvis de frie skoler skal være andet end smukke ord i grundloven, kræver det to ting: frihed og økonomi. Frihed til at forme værdigrundlag, skolekultur og pædagogik, så de faktisk afspejler det særlige, den enkelte skole er sat i verden for. Og økonomiske rammer, der gør det realistisk at drive en fri skole uden konstant at skulle gå på kompromis med netop det, der gør skolen fri.

Hvis tilskuddet til de frie skoler reduceres, bliver valget i højere grad kun for dem med økonomisk overskud – og så risikerer vi, at frie skoler udvikler sig til en ghetto for de velstillede frem for en reel mulighed for alle.

Hvor frie er frie skoler? Står de uden kontrol? Vi er underlagt lovgivning, tilsyn og klare krav til kvalitet og faglighed. Men der er en vigtig forskel: Hvis vi som frie skoler ikke lever op til det, forældre og elever forventer af os, forsvinder søgningen. Frie skoler skal både kunne tåle myndighedernes blik og forældrenes frie valg. Den dobbelthed er ikke en svaghed; det er en demokratisk styrke.

Derfor bør vi være varsomme, når der tales om yderligere stramninger, ensretning eller økonomiske begrænsninger for de frie skoler.

Det kan lyde tilforladeligt at “styre lidt mere” – men i sidste ende risikerer vi at svække den mangfoldighed, det civile engagement og den uenighedskultur, som et levende demokrati er afhængigt af. Hvis de frie skoler ikke længere er et stærkt og tilgængeligt alternativ, risikerer vi samtidig, at skolen i højere grad bliver et instrument for den til enhver tid siddende regering – et skrækscenarie, vi blandt andet ser eksempler på i ”Mr. Nobody Against Putin”.

Frie skoler er ikke en parallelstruktur ved siden af demokratiet. De er en af de arenaer, hvor demokratiet dannes, prøves af og udfordres.

Hvis vi ønsker borgere, der kan deltage i et robust, åbent og uenigt demokrati, skal vi værne om retten til at vælge og drive frie skoler.

Alternativet er en udvikling hen imod én statslig skolemodel, hvor forskellighed bliver noget, vi taler pænt om – men i stigende grad har svært ved at leve med i praksis.