Man kan sagtens have fællesøkonomi uden at være afhængig af hinanden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære Marie Høgh. Min kone og jeg mødte hinanden i 1978 og købte vores første lejlighed i 1980 og har haft fællesøkonomi lige siden med kun én konto, fordi det var meget nemmere at låne i banken på den måde, da banken så vidste, at alle lønindtægter gik ind på samme konto, og alle udgifter blev trukket på en fælles budgetkonto.

Vi har fra starten haft hvert vores checkhæfte og senere hvert vores kreditkort.

Jeg har igennem alle årene haft en væsentlig højere arbejdsindkomst end min kone, men vi har altid betragtet det som en fællesøkonomi, hvor vi ikke gik op i, hvem af os der tjente mest, og hvor hver især skulle stå til regnskab for daglige indkøb, men har selvsagt altid drøftet økonomien ved større indkøb og i den forbindelse taget en beslutning i fællesskab.

Modsat har jeg hørt fra mange, der har adskilt økonomi og hver især sætter beløb ind på utallige konti til husleje, mad, bil, tøj og alverdens ting, og som i den grad kan blive meget uenige netop på grund af, at den ene har mange flere penge til udenomsbrug end den anden.

Synes du, det er godt – det kan da om noget skabe konflikter.

Min daværende kæreste (nu kone igennem 44,5 år) blev gravid i maj 1981, så vi så os nødsaget til at blive gift. Fordi man som far dengang ikke havde hunds ret over et barn, hvis man ikke var gift. Så kunne moren bare afvise al kontakt for barnet med faren – synes du, det var i tråd med dit ligestillingsopråb?

Min kone og jeg synes ikke, det er et mærkeligt, fattigt og forsimplet syn på ægteskabet at have en solid fællesøkonomi til begges gode.

Jeg synes derimod, at det er dybt problematisk, at du bringer Tove Ditlevsen i spil i denne sammenhæng og sammenligner ægteskab med gift og afhængighed. Det forekommer mig noget ensporet.

De fleste ved jo godt, at hun var totalt uden for rækkevidde i stoffer og alkohol i lange perioder og formentlig også psykisk syg.

Jeg er ikke fortaler for afhængighed i ægteskabet, og jo – den gode afhængighed, hvor man stadigvæk efter næsten 45 års ægteskab kan få den rigtige øjenkontakt og lykkefølelse og fornemme, hvordan man nogle gange får forelskelsens oprindelige sommerfugle i maven frem igen.

Du har ret til dine meninger, og vi har ret til vores, men jeg synes godt nok, du er noget ensporet i dine opfattelser af et rigtigt godt ægteskab og samhørighed. Vores kærlighed er ikke blevet kvalt af fællesøkonomi – jeg vil faktisk mene tværtimod.

Du burde som præst nok lige kigge indad og måske sætte rødstrømpen lidt på pause.

Vi, der har oplevet den rigtige rødstrømpeperiode, er ved at være godt og grundigt træt af det: Kom videre og vær konstruktiv i stedet.

Når en af os dør, bliver alle fælleskonti spærret i banken, og vi har netop oprettet en separat konto til hver af os og indsætter et beløb på hver konto, så vi ikke står med håret i postkassen – ikke hvis – men når en af os dør.

Det problem kunne du tage fat på – det er da væsentlig mere interessant – og berører faktisk mange flere mennesker, end man tror.