Alt for mange partier i Folketinget: Det er kun nuancer, der skiller dem – og hvem kan kende forskel?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hele 12 partier blev der valgt ind i Folketinget i denne omgang.

For nogle kunne det være et udtryk for et sundt demokrati med plads til mangfoldighed, repræsentation og nuancer. Men det burde også foranledige en mere grundlæggende overvejelse af, hvad et parti egentlig står for.

For at starte et sted finder vi i Den Danske Ordbog følgende definition på et parti: »Sammenslutning af personer med fælles politiske holdninger, som søger at påvirke samfundsudviklingen ved at få valgt repræsentanter ind i offentlige forsamlinger (…) bygger som regel på et særligt idégrundlag (en ideologi) og repræsenterer ofte bestemte samfundsgruppers interesser.«

Det er altså en forsamling af mennesker, der forsøger at trække landet i en bestemt retning. For at 12 partier kan retfærdiggøres, må de vel også repræsentere 12 forskellige retninger for Danmark.

Kigger vi mod Venstre og Liberal Alliance, kan vi hurtigt afkræfte den hypotese. Venstre kalder sig selv ”Danmarks liberale parti” og Liberal Alliance … ja, det fremgår af navnet. De må vel dermed ønske den samme grundlæggende retning for Danmark?

Hvis vi tager de to partier på ordet – måske en fejl, forholdet til sandhed og gennemskuelighed i dansk politik i nyere tid taget i betragtning – må vi antage, at det er tilfældet. Mere frihed, mindre stat og lavere skatter. Det leder dog til spørgsmålet om, hvad der så egentlig adskiller de to partier.

Den oplagte forklaring er, at forskellen ikke ligger i hvorfor, men i hvordan. Ikke i målsætningen, men i vejen derhen.

Men hvis det er nok til at have to liberale partier, hvor går grænsen så?

Hvis uenighed om implementering retfærdiggør nye partier, kunne vi lige så vel have tre, fire eller fem liberale partier i Folketinget. Ét, der vil sænke skatten hurtigt. Ét, der vil gøre det gradvist. Ét, der prioriterer erhvervslivet først. Ét, der starter med topskatten. Forskellene er reelle, men er de principielle?

Kritikken går selvfølgelig ikke på antallet af liberale partier, men på tilgangen til politik i Danmark i det hele taget. I stedet for at opnå enighed, fælles forståelse og retning gennem dialog og debat stiftes der nye partier på baggrund af relativt overfladiske uenigheder om prioritering, ofte uden videre grundlag.

Og så begynder billedet af det mangfoldige Folketing at ændre sig.

For så er antallet af partier ikke længere et udtryk for principielle uenigheder om samfundets retning, men for uenigheder om detaljer eller måske bare forskellige måder at sige det samme på.

Det bliver endnu tydeligere med nye partier, der eksplicit frasiger sig ideologi og i stedet tager udgangspunkt i enkelte værdier eller “hvad folk siger”. Umiddelbart sympatisk, men hvis et parti ikke bygger på et klart idégrundlag, hvad er det så, der binder det sammen? Og hvilken retning er det egentlig, det vil trække samfundet i?

Vi kan tage Alternativet som eksempel. Kan man føre politik primært på afværgelse af klimakrisen? Er det ligegyldigt, hvordan vi løser den? Næppe. For spørgsmålet er ikke kun, hvad vi vil opnå, men også hvordan vi gør det. Og uden et bredere idégrundlag bliver det uklart, hvordan hensyn skal afvejes.

Når partier opstår på baggrund af nuancer, personer og enkeltsager snarere end principielle uenigheder, får vi et politisk landskab, hvor forskellene er små, men fragmenteringen stor. Og det har en pris.

Det gør det sværere for vælgere at gennemskue reelle forskelle. Det gør det sværere for partier at samarbejde. Og det gør i højere grad politik til et spørgsmål om positionering end om retning.