Vejdirektoratet har skabt en fælde langs E45, men nægter at rette fejlen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når man som bilist færdes på motorvejene, kan man glæde sig over, at Vejdirektoratet udvalgte steder lader de alt for høje og farlige træer fælde i forbindelse med udtynding af beplantning og udskiftning af vildthegn.

Og som naturinteresseret imponeres man over de fikst konstruerede indspring, der dukker op langs hegnet med passende mellemrum i forhold til terræn og vildtbestand. For de gør det muligt for hjortevildt, der måtte have forvildet sig ind på den forkerte side af hegnet, at komme tilbage i sikkerhed uden at udgøre en fare for trafikanter.

Adskillige lodsejere langs den berørte strækning på E45 fra Taulov og nordpå skulle fra det sene efterår 2025 til februar 2026 lægge arealer til, for at entreprenøren Dalgas med Arkil A/S som underentreprenør kunne komme til at arbejde på begge sider af hegnet med de store maskiner.

Projektet fik ellers en rigtig god start med indledende møde og en A4-side, som med lidt god vilje kunne ligne en slags kontrakt med løfte om god kontakt til begge entreprenører, inklusive »bedst mulig orientering omkring arbejdets fremgang«.

Men da jeg som ejer af to plantager med klippegrønt ønskede færrest mulige skader, valgte bygherren og entreprenørerne, hvad den ene plantage angik, at lade godt halvdelen af det gamle vildthegn stå. Nu står der så på halvdelen af en strækning på små 300 m to hegn. Det gamle, halve hegn. Og det nye. Hele hegn. Rykket helt ud til motorvejen.

»Vi har fjernet dele af det gamle hegn nogle udvalgte steder, således at der er nogle huller, som hjortevildt, der måske måtte bevæge sig ind på arealet mellem de to hegn, har mulighed for at bruge til at slippe ud,« lød beskeden fra Bygherretilsynet.

Vejdirektoratet nægtede at lytte til lodsejer og øvrige involverede, hvad erfaringer med især råvildt angår.

For går et dyr i panik ved eksempelvis ikke straks at kunne følge flokken, forsøger det ikke at finde et bedre sted at passere ved måske blot at bevæge sig 20 meter til den ene eller den anden side. Det fortsætter derimod med at mose på det samme sted, indtil det falder om af udmattelse. Eller kommer dødeligt til skade i hegnet.

Utallige gange – mundtligt og på skrift – har vi bedt om at få resterne af det gamle hegn helt fjernet. Subsidiært få repareret de klippede huller og lukket af i hver ende af en slags fangefold. Tertiært få fjernet hele det gamle hegn på lodsejers regning.

Hvor er hensynet til hjortevildtet, kunne man med nogen rimelighed spørge. Vejdirektoratet og Bygherretilsynet ønskede ikke på noget tidspunkt at gå ind i problemstillingens substans.

I forsøget på en slags argumentation endte det med at hedde, at det fatale dobbelthegn blev lavet af hensyn til lodsejers ønske om mindst mulig beskadigelse af buske og træer. Men faktum er, at der ikke kunne benyttes skov- og entreprenørmaskiner i plantagen uden store skader til følge. Og dermed erstatningspligt.

Ja, der er åbenlyst tale om to logikker, som ikke helt harmonerer. Den ene hedder dyrevelfærd (indspring) og trafikanters sikkerhed. Den anden konkurrerende kunne måske karakteriseres som økonomitænkning og parathed til at tørre potentielle udgifter af på lodsejere.

Når en borger ikke længere kan kommunikere med en myndighed i forbindelse med fejl og mangler under udførelsen af arbejdet – og ansvaret forsvinder mellem entreprenører og Bygherretilsynet – er det ikke blot udtryk for dårlig forvaltning, men også for undergravning af retssikkerheden.