Løsgængere er en hån mod vælgerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis man som vælger har stemt på et parti og ikke på en person, så føler man sig bedraget, hvis et folketingsmedlem fra det parti går hen og bliver løsgænger (frivilligt eller tvunget), da man jo har stemt på partiets politik – ikke på personen.

Derfor burde det kun være muligt at få lov til at beholde sit mandat som løsgænger, hvis man ved valget fik tilstrækkeligt med personlige stemmer til mindst ét mandat. Antallet af ens personlige stemmer skal simpelthen være større end det afgivne antal stemmer ved valget divideret med 179, for at man kan få lov til at beholde sit mandat – ellers skal det gives til ens suppleant.

Det kan indvendes, at det bliver for let at ekskludere et partimedlem, da det så ikke ”koster” noget, men en person, som ikke har partiets opbakning, kan ikke påberåbe sig at have vælgernes opbakning uden tilstrækkeligt med personlige stemmer.

Ligeledes bør et parti, som kommer under spærregrænsen, når det mister et mandat, afgive alle mandater til de partier, som var tættest på et yderligere mandat ved valget.