Jeg bliver aldrig 100 pct. dansk – og det er o.k.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Så længe jeg kan huske, har jeg omtalt og set mig selv som halv dansker. For mig har det altid været intuitivt, at det etniske udgør et bærende element af en national identitet. Selv i de første 12 år af mit liv, hvor jeg boede i England, følte jeg aldrig behov for at kalde mig selv englænder. Jeg præsenterede mig som halv jamaicaner og halv dansker.

Det er også derfor, jeg ærligt talt ikke forstår hele forargelsen i debatten om Samira Nawas “danskhed”. Reaktionerne er ude af proportioner. Nadja Isaksens pointe er jo enkel og faktuel: Samira er juridisk dansk, ikke etnisk dansk.

Man kan jo være dansk på flere måder – juridisk, værdimæssigt og etnisk. Og etnicitet er ikke ligegyldig, bare fordi nogen ønsker, at det skal være det.

Flere i denne debat fremhæver endda Samira som en, der har taget de danske værdier til sig og derfor kan kalde sig kulturelt dansk. Undskyld, hvad? Hun er medlem af et parti, der ikke engang mener, at dansk kultur skal være dominerende i Danmark, og som konstant forsvarer og kæmper for kulturer, der ikke er forenelige med den danske.

Jeg er træt af dem, som ønsker at reducere danskheden til et stykke papir og insisterer på, at udlændinge er lige så danske som etniske danskere, når blot de har erhvervet sig et rødbedefarvet pas. Især når mange af de selvsamme tit hylder deres egen “kurdiskhed”, “afghanskhed” eller noget tredje som en stor og kompleks kulturel, værdimæssig, retsmæssig og ikke mindst etnisk familiesammenslutning. For det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Hvorfor må alle andre end hvide europæere være stolte af deres etnicitet og historie samt knytte det til deres nationale identitet?

Det er naivt at tro, at et fælles pas kan forbinde et folk. Reel sammenhængskraft kræver fælles kultur, herkomst, tilhørsforhold samt loyalitet.

Man kan være fuldt ud dansk, når det kommer til nationalitet, kultur, loyalitet og patriotisme, og alligevel ikke være etnisk dansk. Det er ikke racistisk. Det er virkeligheden.

At lade som om, at Samira Nawa er etnisk dansker ved at omdefinere ordet til noget vagt og rent juridisk, er blot et ordspil, der har til formål at udviske det indfødte danske folk fra dets egen historiske identitet.

Danskere eksisterer som en etnisk gruppe med kulturarv og rødder, der går flere århundreder tilbage. At anerkende dette er ikke ekstremisme – det er det tværtimod at benægte dette for at undgå vanskelige diskussioner om masseindvandring og demografisk forandring.

Man kan ikke blive alt i livet — på trods af venstrefløjens mange forsøg på at bilde folk det ind. At sælge den løgn fastholder folk i en evig stræben efter at blive noget, de ikke er. Det er ikke retfærdigt. Jeg ved godt, at jeg aldrig vil være dansker i ordets fulde betydning. Det har jeg heller ikke behov for at være.

De mennesker, der har et behov for at ændre definitionen af danskhed, så de kan mase sig ind i en gruppe, de rent faktisk ikke er en del af, bør se indad.

Man kan godt bo i Danmark og være dansk statsborger samt et værdifuldt medlem af den danske familie, samtidig med at man har en anden hudfarve eller etnicitet. Helt på samme måde som forældre kan elske deres adoptivbarn lige så højt som deres biologiske, samtidig med at de kan anerkende den biologiske sandhed.

Danmark tilhører først og fremmest danskerne. Alle andre kan blive en del af familien ved at bidrage og tilslutte sig de danske værdier. Men ingen kan omskrive betydningen af ordet ”dansk” for at gøre sig selv til indfødt med tilbagevirkende kraft.

Så kære udlændinge, fokusér nu bare på at assimilere jer fysisk og kulturelt frem for begrebsmæssigt – det vil alle få meget mere gavn af.