Norden skal samle sig som en fæstning mod en usikker verden og sikre sig strategisk autonomi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Verden i 2026 ligner ikke den verden, vi kendte for blot få år siden. Konflikterne i Mellemøsten, presset på de globale forsyningskæder og de dybe ar fra krigen i Ukraine har afsløret en sandhed, som vi i Norden længe har forsøgt at ignorere: Vores sikkerhed er bygget på en illusion om evig stabilitet og ekstern beskyttelse.

Som 40-årig elektrostuderende i Norge med 10 års erfaring som politisk strateg og syv år i politiets specialstyrker bag mig har jeg set både de politiske og de taktiske svigt på tætteste hold. Min konklusion er klar: Norden må transformere sig til en selvstændig strategisk enhed – en ”nordisk fæstning”.

Vi har i årtier stolet blindt på eksterne partnere og globale markeder. Men i en tid, hvor USA’s fokus skifter, og stormagtsrivaliseringen intensiveres, er denne afhængighed blevet vores største sårbarhed. Det er ikke længere nok at være medlemmer af alliancer; vi må eje de teknologiske og produktionsmæssige forudsætninger for vores egen overlevelse.

Hjertet i den nordiske fæstning er ikke kun militære budgetter, men mikrochips. I dag er mikroelektronik fundamentet for alt fra missilsystemer til energinet og civil infrastruktur. Alligevel er vi totalt afhængige af produktion i Asien og teknologisk design fra USA. Dette er en strategisk blindgyde.

Jeg foreslår etableringen af ”Nordic Silicon” – en storstilet, fællesnordisk satsning på egen produktion af halvledere og mikroelektronik.

Norge har kapitalen, Sverige har den industrielle base, og Danmark har de logistiske netværk.

Ved at finansiere denne produktion med nordisk kapital og placere den i vores egne baghaver sikrer vi, at vores forsvarsevne ikke kan deaktiveres ved et tryk på en knap i udlandet. Det er her, min nuværende uddannelse som elektriker møder min fortid som strateg: Jeg ser behovet for den fysiske infrastruktur bag de politiske løfter.

En nordisk fæstning kræver en ny geopolitisk arkitektur. Vi må tænke ud over de nuværende rammer for Nordisk Råd og skabe en reel sikkerhedsunion bestående af de fem strategiske søjler: Norge, Sverige, Danmark, Island og Grønland.

Særligt Grønland og Island er afgørende. De er ikke blot territorier i periferien; de er det strategiske hjerte i Nordatlanten. Vi må anerkende Grønland som en fuldstændig ligeværdig partner.

Ved at integrere Nuuk og Reykjavik direkte i en fælles beslutningsproces om arktisk sikkerhed fjerner vi incitamentet for stormagter til at spille os ud mod hinanden. En fælles satellitkonstellation til overvågning af nordområderne, ejet og drevet af de nordiske lande, vil give os den suverænitet over Arktis, som vi i øjeblikket mangler.

Sikkerhed handler dog ikke kun om teknologi og Arktis. Det handler om den sociale stabilitet i vores egne samfund. Min tid i specialstyrkerne har lært mig, at en mur kun er så stærk som dens svageste punkt. Vi har brug for en ensartet, streng standard for både forsvar og migration på tværs af Norden.

Hvis ét nordisk land fører en politik, der underminerer den kollektive stabilitet, svækker det os alle. En fælles sikkerhedsperimeter betyder fælles kontrol, fælles standarder og en erkendelse af, at vores interne fred er tæt forbundet med vores eksterne grænser. Vi skal bygge en model, hvor social stabilitet og militær styrke går hånd i hånd.

Jeg er bevidst om, at mine forslag kan virke radikale i de politiske saloner i København eller Oslo. Men som en person, der har set krigens realiteter og det politiske spils kynisme, ved jeg, at bureaukratisk tøven er en luksus, vi ikke længere har råd til. Vi ser lige nu en verden, hvor forsyningslinjer kan kappes på få timer, og hvor cyberangreb kan mørklægge hele byer.

Vi har pengene. Vi har teknologien. Vi har de dygtigste ingeniører og de mest disciplinerede soldater. Det eneste, vi mangler, er det politiske mod til at handle som én samlet magtfaktor. Den nordiske fæstning handler ikke om isolationisme, men om ansvar. Ansvar for vores egne borgere, vores egen teknologi og vores egen fremtid.

Vi står ved en skillevej. Vi kan vælge at forblive brikker i stormagternes spil, eller vi kan vælge at blive en uafhængig pol i en multipolær verden. Valget bør være indlysende for enhver, der ønsker et frit og sikkert Norden i 2026 og fremefter. Det er tid til at bygge fæstningen.