Når magt og ministerbiler vejer tungere end sund fornuft, går det ud over dig og mig ude i virkeligheden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det politiske landskab ligner i dag en auktion, hvor det højeste bud ikke handler om visioner, men om den korteste vej til de bonede gulve. Vi står i en tid, hvor de politiske masker falder hurtigere, end spindoktorerne kan pudse dem. Herude i den midtjyske virkelighed runger spørgsmålet: Er det borgerne eller taburetterne, der er i centrum?

SVM-regeringen blev solgt som »politisk nytænkning«. Men her i det jyske ved vi, at et fundament af sand sjældent holder til efterårsstormene.

Det »oprydningsarbejde«, der skulle fremtidssikre Danmark, ligner mere og mere et strategisk ægteskab, hvor parterne nu kaster med porcelænet, så snart vælgerne kigger forbi.

Tag store bededag. En beslutning trumfet igennem med en arrogance, kun magtfuldkommenhed skaber. Nu, hvor stemmerne skal tælles, vil ingen i regeringen kendes ved barnet. Ansvaret sendes rundt som en varm kartoffel, mens politikerne har travlt med at rette skytset mod deres egne partnere. Det er ikke lederskab; det er politisk hykleri.

Midt i magtkampen glemmes borgernes tryghed. En ansvarlig udlændingepolitik handler ikke om billige point, men om den kontante virkelighed for de danskere, der lever med konsekvenserne af årtiers fejlgreb. Vi skal have styr på dem, der ikke vil Danmark – det skylder vi de borgere, der mærker utrygheden i deres egne nabolag.

Det er ikke de bonede gulve i København, der betaler prisen for politisk berøringsangst; det er borgerne i de udsatte områder, hvor parallelsamfund får lov at bide sig fast. Når man i ministerierne har travlt med at polere facaden, svigter man dem, der mærker utrygheden på egen krop. En regering, der er mere optaget af sin egen overlevelse end af at sikre ro og orden, har tabt forbindelsen til virkeligheden.

Som midtjyde lærer man, at man ikke kan bruge penge, man ikke har tjent. Men i dansk politik findes der åbenbart to regnskabsbøger: regeringslogikken og valgkampslogikken. I regeringskontorerne prædiker man »nødvendighedens politik« og tvinger folk til at arbejde mere.

Men så snart valgkampen raser, sidder pengene løst, og der strøs om sig med ufinansierede gaver.

Denne zigzagkurs er gift for erhvervslivet, der har brug for faste rammer, ikke politiske lune. Samtidig ser vi partier som SF og De Radikale trippe i kulissen. De virker klar til at sluge ideologiske kameler for en ministerbil. Det er dyrt politisk købmandskab; prisen er særinteresser og bureaukrati, som vi andre betaler over skatten.

Det er her, magten bliver en gældsfælde. Når en regering prioriterer sin egen overlevelse over landets økonomi, lammes maskinrummet.

Milliarder bruges ikke på sundhedsvæsenet eller grænserne, men på spin og rænkespil. Det er et pyramidespil, hvor man låner troværdighed fra fremtidens vækst for at købe fire år mere på bagsædet af en ministerbil.

At sidde i regering er blevet et mål i sig selv – et trofæ, man kan vise frem i udlandet. Men den anseelse er intet værd, hvis fundamentet herhjemme slår revner.

Vi har brug for politikere, der tør stå uden for magtens centrum, hvis prisen er deres integritet. For hvis alle blot vil sidde i regeringen for enhver pris, hvem skal så egentlig tale borgernes sag? Spørgsmålet er ikke længere, hvem der får magten, men hvem der tør tage ansvaret for den regning og den tryghed, der følger med.