Flere børn afvises i psykiatrien. Hvem har ansvaret?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Op mod en tredjedel af de børn og unge, der henvises til psykiatrisk udredning, får i dag afslag. Det betyder ikke nødvendigvis, at deres vanskeligheder er små. Ofte er det udtryk for prioritering. Psykiatrien skal fokusere sine ressourcer på de mest alvorlige tilfælde.

Men udviklingen rejser et centralt spørgsmål: Hvad sker der med de mange børn, som ikke får adgang til psykiatrien – og som stadig har brug for hjælp?

Som privatpraktiserende børne- og ungepsykolog møder jeg jævnligt familier i netop denne situation. Barnet kan kæmpe med angst, opmærksomhedsproblemer, følelsesmæssig overbelastning eller begyndende skolefravær. Hverdagen er præget af konflikter og udmattelse. Alligevel falder vanskelighederne uden for kriterierne for psykiatrisk udredning eller behandling.

For mange familier kommer et afslag efter lange forløb med bekymring og forsøg på støtte. Henvisningen er sjældent første skridt. Når svaret bliver nej, står forældre og skole ofte tilbage uden en klar retning.

Problemet er ikke, at psykiatrien prioriterer. Problemet er, at systemet ikke altid prioriterer, hvad der så skal ske bagefter.

I praksis bliver ansvaret let diffust. Skolen oplever et barn med behov for mere støtte, end rammerne giver mulighed for. Kommunale tilbud kan hjælpe i nogen grad, men indsatsen kan være fragmenteret. Forældrene må forsøge at skabe sammenhæng i et system, hvor de forskellige aktører arbejder ud fra forskellige logikker og muligheder.

For nogle bliver privat behandling en løsning. For andre er det ikke en realistisk mulighed. Dermed opstår en risiko for, at adgang til hjælp i stigende grad afhænger af økonomiske ressourcer og overskud til at opsøge og koordinere tilbud.

Manglen på en tydelig afklaring kan også påvirke barnets selvforståelse. Når vanskelighederne er reelle, men ikke fører til en klar forklaring eller sammenhængende indsats, kan det være svært at forstå, hvorfor hverdagen føles så krævende. Nogle børn begynder gradvist at tvivle på egne evner. Andre reagerer med modstand eller tilbagetrækning.

Hvis sådanne forløb trækker ud, kan konsekvenserne vokse. Vanskeligheder, der i udgangspunktet kunne være håndterbare, risikerer at udvikle sig til mere omfattende problemer i skolegang og sociale relationer.

Udviklingen kalder derfor på en bredere diskussion af, hvordan hjælpen til børn med psykiske vanskeligheder er organiseret. I dag er indsatsen ofte opdelt mellem sektorer med forskellige kriterier og ansvarsområder. Psykiatrien arbejder med diagnosticering og behandling. Kommunerne med pædagogisk og social støtte. Praktiserende psykologer med terapeutiske forløb. Hver del kan bidrage – men sammenhængen kan være svær at få øje på for de familier, der står midt i det.

Hvis flere henvisninger afvises, bør det derfor føre til en styrkelse af de tilbud, der ligger før og ved siden af psykiatrien. Tidligere og mere fleksible indsatser kan i nogle tilfælde forebygge, at problemer vokser sig større. Tættere samarbejde mellem skole, kommune og sundhedssystem kan skabe mere kontinuitet. Og bedre adgang til psykologfaglig støtte uden for psykiatrien kan give familier hjælp, før vanskelighederne bliver alvorlige nok til at udløse specialiseret behandling.

Det handler ikke om, at alle børn skal i psykiatrien. Det handler om, at ingen børn bør stå uden relevant støtte.

Derfor bør debatten om psykiatriens kapacitet følges af en lige så vigtig debat om ansvar. For når psykiatrien siger nej, må det være tydeligt, hvem der siger ja.