Venstre er Danmarks dårligste ekskæreste
Venstre vil gerne lede blå blok, men nægter at love, at det ikke går i seng med rød blok igen. Hvis blå blok alligevel giver partiet statsministerposten, har den accepteret et åbent forhold.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Forestil dig en ekskæreste, der siger: “Jeg vil gerne være sammen med dig. Men jeg vil også gerne sove med andre. Og hvis det passer mig bedre, flytter jeg måske sammen med dem i stedet.”
Det er Venstre i dansk politik. Partiet vil gerne lede blå blok. Men vil ikke love, at det ikke går i regering med Socialdemokratiet. Det vil gerne have statsministerposten, men uden at love loyalitet over for det fællesskab, det beder om at stå i spidsen for. Det er lidt som at møde op til en forsoningssamtale og samtidig have Tinder åben på telefonen.
Det mest besynderlige er ikke Venstre. Partier må gerne jagte magt. Det gør de alle sammen.
Det mærkelige er blå blok. For blå blok opfører sig som tøffelhelt i et forhold, hvor alle kan se, at reglerne kun gælder den ene vej. Man taler om fællesskab, loyalitet og borgerligt samarbejde, men når Venstre nægter at love noget som helst, nikker man bare og siger: “Det er helt fint.”
Flere partier virker endda åbne for, at Troels Lund Poulsen kan blive statsminister, selv hvis Venstre ikke bliver det største borgerlige parti. Tænk lige over det. Et parti, der i praksis siger, at det også kan gå i seng med rød blok, bliver samtidig tilbudt nøglerne til hele huset.
Hvis Venstre ender med statsministerposten uden at være det største borgerlige parti, så har blå blok reelt accepteret et åbent forhold, hvor loyalitet, tillid og fælles projekt ikke betyder noget. Hvor man kan flirte med andre regeringer og stadig blive belønnet med lederskabet. Det er ikke strategi. Det er selvrespekt, der er forsvundet.
Der er sådan set ikke noget galt i, at Venstre vil holde døren åben til midterregeringer. Det må det selv om. Lad det gå i regering med Socialdemokratiet igen, hvis det er det, det vil. Men så må blå blok også opføre sig derefter.
Hvis et parti ikke vil love at være i forholdet, skal det heller ikke have lov til at styre det. Ellers ender man med præcis det forhold, alle andre kan se: et forhold, hvor den ene part konstant kigger efter andre, og den anden stadig håber, at det nok skal blive bedre.