Er atomkraftværker smukkere end jernmarker, Inger Støjberg?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nylig føjede hovedparten af partierne i blå blok endnu et valgløfte til de mange, der allerede er blevet præsenteret under valgkampen. I et fælles debatindlæg i denne avis lovede Venstre, Liberal Alliance, De Konservative, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, at de vil fjerne forbuddet mod atomkraft på dansk grund, såfremt de kommer til magten efter valget.

Der er mange gode grunde til, hvorfor dette er en ualmindelig dårlig idé: lige fra spørgsmålet om, hvor affaldet skal placeres, til prisen og ventetiden, der vil være forbundet med at opføre nye atomkraftværker. Men hvis vi et øjeblik skubber de vanlige argumenter til side, rejser de blå partiers fælles udmelding også et æstetisk spørgsmål: Er atomkraftværker smukkere end jernmarker, Inger Støjberg?

For man må vel forstå af de blå partiers valgløfte, at Danmarksdemokraternes formand anser dette for at være tilfældet. Ja, at hun hellere ser en håndfuld store atomreaktorer i beton ”pryde” det danske landskab end marker med solceller.

Uomtvisteligt er det i hvert fald, at Støjberg skylder danskerne svar på, hvorfor det er bedre at være nabo til et atomkraftværk end til en solcellepark. For hvis der er noget, der i løbet af de seneste år har stadfæstet Støjbergs popularitet i landdistrikterne, har det været hendes uforbeholdne støtte til naboprotester mod nye solcelleanlæg.

Nu vil Danmarkdemokraternes formand så selv rejse atomreaktorer rundtom i Danmark. Det virker ærligt talt en smule hyklerisk, selvom der naturligvis vil være tale om færre reaktorer, end der for nuværende er marker med solceller.

Nærmere bestemt vil ét af de andre blå partier bag valgløftet Liberal Alliance opstille seks til otte atomreaktorer i det danske land. Forestiller Støjberg sig mon, at naboerne til disse reaktorer vil være mere begejstrede, end hendes kernevælgere er det for marker med solceller? Og vil hun i fremtiden også møde op til protestarrangementer og tale dunder mod den elite, der har besluttet at opføre dem? Nok ikke.

Så hvorfor mener Danmarksdemokraterne alligevel, at atomkraft på dansk grund hører fremtiden til?

Svaret er, at dansk atomkraft er blevet en behændig fortælling for de borgerlige partier til at bremse mange af de politiske og kulturelle forandringer, som den globale bæredygtighedskrise helt åbenlyst kræver. Men som disse partier ideologisk er lodret imod.

Det gælder kulturelt ikke mindst basale ændringer af adfærden i hverdagen som f.eks. at skifte kød, benzinbil og fly ud med vegetariske måltider, elbil og tog. Og politisk gælder det f.eks. et opgør med liberalismens ide om, at voksende individuel rigdom er gavnligt for fællesskabet.

Sagt på en anden måde afmonterer fortællingen om dansk atomkraft frygten for, at disse kulturelle og politiske dogmer må falde grundet accelererende og ukontrollable klimaforandringer.

Men med til dette illusionsnummer hører der desværre også en pris. En pris, der ikke bare vil skulle betales af de danskere, der i fremtiden risikerer at få en atomreaktor i deres nabolag. Men af alle danskere i form af den risiko for uheld og katastrofer, som følger med brugen af atomkraft.

Danmarksdemokraternes formand skylder derfor ikke kun os vælgere et svar på, hvorfor hun anser atomkraftværker for at være smukkere end jernmarker. Sammen med partilederne for de andre blå partier skylder hun også et svar på, hvorfor hun hellere løber risikoen med atomkraft end tager fat på de politiske og kulturelle forandringer, som den globale bæredygtighedskrise helt åbenlyst kræver.