Meningsmålinger er ikke den eneste sandhed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lytter man til (mange) politiske podcasts, som denne skribent selv gør for at bevare forbindelsen til kongeriget, har man næppe undgået at høre om ”JP-snittet”. På ”BorgenUdenFilter” i december kunne man eksempelvis høre politisk kommentator Lars Trier Mogensen fremføre en politik, hvor han altså ikke længere vil kommentere på enkelte målinger; det var sensationsjournalistik. Hvad nytter det, at Epinion rapporterer, at Socialdemokratiet går frem, når Verian viser, at det går tilbage!

I stedet vil Lars Trier Mogensen kun henvise til ”JP-snittet”, der præsenterer et vægtet gennemsnit af de fem målinger, der regelmæssigt bliver udført af danske medier. Pointen var, at det ikke giver mening at tale om en masse usikre målinger, når man kan tilgå det påståede mere retvisende snit med det samme.

Jeg har to anker mod begejstringen for JP-snittet. For det første slår kvalitet kvantitet. Da man først for alvor begyndte at bruge meningsmålinger i 1930’ernes USA, sendte mediet Literary Digest en rundspørge til hele 10 millioner amerikanere om, hvem de ville stemme for. Hele 2,4 millioner svarede mediets meningsmåling, og det kunne selvsikkert proklamere, at Landon, den republikanske kandidat i 1936, ville få 57 pct. af stemmerne. Det var dog Roosevelt, der vandt med 62 pct. Mediet ramte altså grundlæggende forkert.

Hvad var problemet? Det var, at det kun var borgere med telefoner, der var registreret som bilejere, der blev spurgt, hvorfor der var en massiv overrepræsentation af velstående amerikanere i den enorme stikprøve.

Når jeg derfor tilgår en meningsmåling, er jeg interesseret i at forstå, hvor repræsentativ stikprøven er, og hvilke ressourcer institutterne bruger på at nå svært tilgængelige borgere. I en tid med kunstige bots, der svarer på onlinesurveys, er verificering af respondenter vigtigere end nogensinde før. Jeg vil hellere basere min viden på en stikprøve af høj kvalitet med 1.000 respondenter end 10 stikprøver af samme størrelse med varierende kvalitet.

Min anden anke er, at værdien af JP-snittet summer til, at der netop bliver lavet fem kvalitetsmålinger. Hvis vi som forbrugere begynder at betragte JP-snittet som den eneste information, vi skal bruge, falder incitamentet for at frembringe de andre målinger. JP bidrager til målinger gennem Wilke, hvor den sidste meningsmåling blev lavet i oktober. Det forekommer at være et meget beskedent bidrag til snittet.

Derfor er det fortsat meningsfyldt at diskutere enkelte målinger som nyheder og give mere beskrivelse af kvaliteten af den enkelte måling. JP-snittet er en god ressource for at give kontekst, men nyhedsstoffet ligger i den enkelte måling.