Folkeskolen mangler ikke flere penge. Den mangler politisk mod

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når regeringen taler om at tilføre flere penge til folkeskolen, lyder det umiddelbart som en oplagt prioritering. Hvem kan være imod flere ressourcer til børn og undervisning?

Men den politiske debat overser et centralt problem: Flere penge til folkeskolen betyder ikke nødvendigvis, at folkeskolen faktisk bliver styrket.

Jeg har selv haft foretræde i Folketinget for at rejse spørgsmålet om folkeskolens økonomi og de mekanismer, der styrer fordelingen af midler i skolesystemet. Her pegede jeg på en udfordring, som sjældent fylder meget i den offentlige debat, men som har stor betydning i praksis: koblingsprocenten.

Den bestemmer, hvor stort statstilskuddet til de frie og private grundskoler er i forhold til udgifterne pr. elev i folkeskolen. I dag ligger den på omkring 75 pct. Det betyder i praksis, at når politikerne øger udgifterne til folkeskolen, stiger tilskuddene til de frie og private skoler automatisk.

En del af de midler, der politisk præsenteres som en styrkelse af folkeskolen, bliver dermed samtidig kanaliseret videre til andre skoleformer.

Det er en mekanisme, som sjældent bliver forklaret klart i den politiske debat. Dermed risikerer vi en situation, hvor politikerne annoncerer flere penge til folkeskolen, mens en del af midlerne i realiteten følger elever uden for folkeskolen. Det kan man mene er rimeligt eller urimeligt – men det burde i det mindste være en åben politisk diskussion.

Samtidig står mange kommunale skoler med en hverdag, hvor ressourcerne er pressede. Alligevel handler den politiske debat ofte om nye puljer, flere projekter eller ekstra bevillinger – uden at man for alvor diskuterer de strukturer, der ligger bag.

Hvis vi virkelig vil styrke folkeskolen, kræver det derfor mere end blot flere penge. Det kræver en ærlig diskussion af de økonomiske mekanismer, der styrer tildelingerne.

I et valgår vil mange politikere gerne vise, at de prioriterer folkeskolen. Men prioritering må være mere end at annoncere nye bevillinger. Det må også handle om at turde se kritisk på de regler og mekanismer, der styrer fordelingen af midler.

Ellers risikerer vi blot at gentage den samme cyklus: Først konstaterer vi problemerne. Derefter tilfører vi flere penge.

Og nogle år senere står vi med de samme udfordringer igen.

Folkeskolen fortjener bedre end det. Derfor bør politikerne i Folketinget bruge dette valgår til at tage en åben debat om koblingsprocenten og om den måde, vi finansierer vores skolesystem på. For først når vi tør diskutere strukturen, ikke kun pengene, kan vi skabe de varige forbedringer, som folkeskolen har brug for og fortjener.