Velfærdsstatens næste investering: Fuld løn under barsel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kvinder på arbejdsmarkedet, der ønsker at føde børn, har et unikt økonomisk problem: barsel. Barsel betyder markant fald i indkomst og pension – især når lønnen erstattes af barselsdagpenge.

Det indhug i både nutidig økonomi og fremtidig pension medfører økonomisk ulighed mellem de fødende kvinder og de øvrige lønmodtagere.

For virksomheder er barsel i regnearket en udgift uden produkt, og de fødende kvinder fremstår som en dårlig investering for virksomhedens økonomiske bundlinje. Hvordan løser vi det problem?

Øremærket barsel til den ikke-fødende partner kan mindske privatøkonomisk ulighed samt give den ikke-fødende mulighed for at tage del i den tidlige tilknytning til barnet.

Desuden er det ikke nødvendigvis alle fødende kvinder, som ønsker lange barsler. Men der er et problem med idéen om, at økonomisk ligestilling kan løses ved blot at dele barslen. Barsel handler om restitution af en krop, der har båret og født et barn, og den pris betaler kun den fødende.

Den fødende kvinde gennemgår under graviditet og fødsel en række omfattende fysiske og psykiske belastninger, som rækker langt ud over den periode, vi administrativt betegner som “barsel”.

I ni måneder arbejder kvindekroppen uafbrudt, samtidig med at det forventes at møde ind på arbejde og præstere side om side på lige fod med alle andre. Det er et mærkeligt krav: at vi skal være lige, men under meget forskellige forudsætninger.

Er vi klar over, at graviditet og fødsel ikke er en “pause” fra arbejdslivet, men en hård, fysisk og psykisk arbejdsopgave, som én krop bærer alene?

Når man i den virkelighed foreslår at dele barslen for økonomiens skyld, er det værd at spørge, om det er et regnskab, der nogensinde kan gå op.

Det er værd at overveje, om vi i stedet skal ændre systemet frem for at tilpasse os det.

Den irske forfatter George Bernard Shaw sagde: »Det fornuftige menneske tilpasser sig verden; det urimelige bliver ved med at forsøge at tilpasse verden til sig selv. Derfor afhænger al fremgang af det urimelige menneske.« Kald mig gerne urimelig – samfundet har brug for forandring.

Velfærdsstaten betaler for sundhedsvæsenet og uddannelsen gennem skatter, fordi man ser en langsigtet samfundsværdi i, at borgerne er sunde og veluddannede. Men når det gælder barsel, bliver ansvaret i højere grad individualiseret.

Problemet er, at hvis virksomheder skal betale fuld løn under barsel, vil mange undlade at ansætte fødende kvinder, fordi det er en økonomisk belastning.

Ansvaret for fuld løn under barsel skal derfor fjernes fra virksomhederne og forankres i velfærdsstaten, da det at føde børn er en forudsætning for samfundet – en forudsætning, regeringen ovenikøbet opfordrer til at øge.

I et samfund som det danske, hvor velfærdsstaten netop har til formål at udligne ulighed og skabe mere lige muligheder, virker det paradoksalt, at vi ikke disponerer vores skattekroner hensigtsmæssigt på flere ressourcer til barsel for de arbejdende kvinder, der føder.

Er det, fordi moderskab og reproduktion ikke opfattes som en økonomisk investering på linje med uddannelse og sundhed? Er det, fordi de fysiske og psykiske konsekvenser af at føde stadig undervurderes i et samfund, der traditionelt er indrettet efter arbejdsmarkedets behov og ikke efter kvindekroppens realiteter? Hvorfor anerkender vi ikke og tillægger værdi til den opgave, det er at føde børn?

Vi har brug for et system, der både anerkender kvinders reproduktive arbejde som en samfundsbærende opgave og beskytter de kroppe, der udfører det. For at alle i et samfund kan have lige muligheder, behøver rammerne ikke være ens for alle. Vi kommer aldrig til at kunne kompensere fødende kvinder for det, de lægger krop og sind til.

Det mindste, vi som velfærdsstat kan gøre, er at betale fuld løn under barsel til de arbejdende kvinder, som føder.